4 skoler i Næstved Kommune er med ’I Sandhedens Tjeneste’
Vor Frue Skole, Lille Næstved Skole afd. Fuglebjerg, Kobberbakkeskolen afd. Sjølund og Fladsåskolen adf. Mogenstrup er torsdag den 19. november med i DR’s store virtuelle nyhedsshow ’I Sandhedens Tjeneste’.
Som medieforbruger er der nok at holde styr på i det daglige, når vi bliver bombarderet med informationer.
For er en nyhed bekræftet, er den falsk, er det bare satire, eller er det en kilde, der har en helt særlig interesse i, at en nyhed bliver spredt?
Det kan være svært at skelne mellem, hvad der er skidt og kanel, og derfor har DR de sidste fem år arbejdet med at skærpe den kildekritiske sans i skolernes 8., 9. og 10. klasser.
Det er sket og sker i DR-initiativet ’I Sandhedens Tjeneste’, hvor indtil videre 100.000 elever selv har prøvet kræfter med kildekritik, etik og nyhedsformidling.
Det er et undervisningstilbud til alle 8-9. klasser i Danmark, hvor der blandt andet bliver sat fokus på kildekritik, nyhedsformidling og adfærd på sociale medier – og som ruster de unge til at begå sig i en digital nyhedsverden.
Eleverne vil undervejs i showet arbejde tæt sammen med DR Nyheders vært Erkan Özden og digitale journalist Annika Wetterling.
Det hele kommer til at foregå som et digitalt event, hvor eleverne følger med virtuelt og inddrages gennem afstemninger og konkurrencer.
Kommentarer