Karrebæksminde

3Fs skole flytter fra Karrebæksminde

Foto: Kursuscenter Smålandshavet.

Efter at have drevet fagforeningsskole på kursusejendommen ’Smålandshavet’ gennem næsten 40 år, har fagforbundet 3F besluttet at afhænde ejendommen.

Bygningerne struktur gør det vanskeligt at drive en moderne skole på en måde, der varetager 3Fernes interesser bedst muligt. Dette fokus er blevet tydeligt for fagforbundet i forbindelse med en større renovering af skolen.

Skolen har gennem årtier været et attraktivt undervisningssted for 3Fs (og tidligere KADs) – tillidsvalgte medlemmers uddannelse, ligesom skolen altid har søgt at være en arbejdsplads, der kerer sig for lokalsamfundet.

”Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi må forlade Karrebæksminde, men jeg glæder mig på den anden side også til at skulle skabe nogle mere fremtidssikrede rammer for vores uddannelse af tillidsvalgte,” siger 3Fs hovedkasserer Ulla Sørensen, der har ansvaret for skolen.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår 3F forlader Karrebæksminde – eller hvor man i stedet vil etablere en skole for sin kursusvirksomhed. Ulla Sørensen håber, at det bliver i en geografisk afstand, der gør det muligt at tilbyde skolens medarbejdere muligheden for at følge med.

Hun påpeger, at Smålandshavets drift opretholdes indtil en ny skole er klar.

Fakta:
Smålandshavet er oprindeligt bygget i 1977 som Hotel Smålandshavet af entreprenør Bøje Nielsen.
I 1982 overtog Kvindeligt Arbejderforbund, KAD, ejendommen, og har siden da løbende udviklet stedet, som i dag kan rumme op til 120 overnattende kursister.
Smålandshavet har i dag 32 fastansatte medarbejdere.
Ved fusionen til 3F i 2005 mellem KAD og SiD overgik skolen til 3F. 3F anvender sammen med Smålandshavet forbundsskolen ”Langsøhus” i Silkeborg som undervisningssted for sine ca. 10.000 tillidsrepræsentanter.
Smålandshavets grund i Karrebæksminde udgør 18.000m2 og ejendommen 7.872m2.

Kilde: 3F.

Kommentarer