Håndværkerguld i Næstved
Flere lokale håndværkertalenter kunne lade sig hylde som vindere, da EUC Sjællands skolemesterskaber i Skills blev afviklet ved Næstved Stor- og Megacenter.
Rejsen til at blive dansk mester i Skills 2019 startede torsdag den 3. maj, og kørte frem til fredag den 4. maj for EUC Sjællands dygtigste elever, var er samlet under sloganet “Håndværkerguld”.
Fredag eftermiddag kulminerede de to konkurrencedage i en præmieoverrækkelse, hvor vinderne blev kåret i 12 forskellige håndværksfag. De store vindere skal forsvare skolens ære ved regionsmesterskaberne, der er sidste skridt inden danmarksmesterskaberne i Skills, der finder sted i Næstved til april 2019.
EUC Sjælland gentog successen fra sidste år, og afholdte igen skolemesterskaberne i andre rammer end skolens egne lokaler i Næstved, Køge og Vordingborg. Som det forgangne år var lokationen Næstved Storcenter, hvor syv håndværksfag dystede. I år bredte mesterskaberne sig også til Næstved Megacenter, hvor de resterende fem fag konkurrerede.
– Vi brænder for at skabe fremtidens “Håndværkerguld” og jeg er stolt over, at vi for andet år i træk, afholder vores skolemesterskaber i det offentlige rum. Det giver en helt anden mulighed for at vise vores uddannelser og faglighed frem, det er en fantastisk måde at komme i dialog og skabe nysgerrighed omkring erhvervsuddannelserne, udtalte John Norman, direktør fra EUC Sjælland.
Borgmester Carsten Rasmussen (S) var også med til at hylde Håndværkerguldet, da han uddelte trofæer til vinderne ved sejr-ceremonien.
– Næste år er det første gang der afholdes DM i Skills i Region Sjælland. Det er jo kæmpestort, at vi skal have det i Næstved, og det glæder vi os meget til, både til at lægge grund og kommune til. Vi håber jo på, at der kommer 50.000 besøgende i de tre dage, hvor det hele løber af stablen, udtalte borgmester Carsten Rasmussen (S) inden han officielt begyndte præmieoverrækkelsen.
Læs også: https://naestvednetavis.dk//dm-skills-paa-kurts-torv-naestved-storcenter/
Blandt eleverne, der dystede i skolemesterskaberne og dermed er en del af talentarbejdet er 22-årige Natalie Louise Jørgensen fra Næstved. Tidligere på året blev hun anerkendt, da hun modtog et studielegat fra Industri- og Håndværkerforeningen for Næstved grundet hendes store sociale og faglige engagement. Fredag fandt hun igen vindersmilet frem, da hun fik 1. pladsen for personvognsmekaniker, takket være hendes store tekniske indsigt.
20-årige Daniel Boe Ankerbo, også fra Næstved, kunne ligeledes nyde æren af at træde op på podiet, da han vandt 1. pladsen inden for tømrerfaget. Tidligere på dagen var han ellers en smule usikker på slutresultat, så det var en meget overrasket ung mand, der modtog sit vindertrofæ og dermed blev skolemester.
– De bliver mere motiverede og koncentrerede i deres arbejde, og når der til sidst står et færdigt produkt, får de et kæmpe selvtillidsboost, fortæller Dan Kristensen, talenttræner for tømrerne.
– Jeg kan mærke, at de vokser og bliver “større” af at konkurrere på den her måde, fordi de opbygger en ny stolthed, lød det fra talenttræner for bygningsmalerne, Heidi Maack Andersen.
DM i Skills 2018 blev afholdt tidligere på året i Herning, hvor i alt 62 fag var tilmeldt. EUC Sjællands deltagere tog ingen DM-titler med hjem, men der er nu en ny chance for at blive dansk mester til april 2019, hvor danmarksmesterskaberne afholdes på hjemmebane.
Læs også: https://naestvednetavis.dk//stor-donation-dm-skills-2019-arena-naestved/
Kommentarer