38-årig fra Næstved sigtet for syv voldtægter mod samme kvinde
En 38-årig mand fra Næstved blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved. Manden sigtes for at have voldtaget en 34-årig kvinde syv gange på to adresser i Næstved og Mogenstrup over en periode på over otte måneder. Manden nægtede sig skyldig, men indvilgede i at udtale sig i retten.
På anklagerens anmodning valgte dommeren herefter at lukke dørene. Det er dog oplyst, at manden ud over at være sigtet for voldtægterne også sigtes for ved flere lejligheder at have slået kvinden med både flad hånd og knyttet næve. Kvinden skulle også være blevet bundet ifølge anklageren og truet med en spids skruetrækker.
Manden blev varetægtsfængslet i 14 dage.
Kommentarer