Næstved By

3 brande på 8 dage

Se billedserie Foto: Preben Madsen

For 3. gang på kun otte dage, måtte vagtholdet fra brandstationen på Manøvej i Næstved, ud i området ved den gamle Maglemølle Papirfabrik, for at slukke en formodentlig påsat brand. Den 17. maj klokken 02:10 udbrændte en genbrugsø på Mosevej 2, og den 21. maj kl. 20:40 rullede brandbilerne igen mod Marskvejkvarteret, denne gang var der tale om en påsat brand i et legehus i børnehaven Møllen.

Skrevet af Preben Madsen

Den sidste brand opstod på Slettevej ved nr. 2 kl. 02:59 torsdag nat d. 24. maj, denne gang blev en større genbrugsø lagt i ruiner. Branden blev først meldt som en bilbrand, men viste sig at være en brand opstået i en container med genbrugspapir.

Da brandfolkene ankom få minutter efter alarmen, var containere og det omkringstående træværk overtændt, et røgdykkerhold med et par højtryksslanger, fik hurtigt bugt med de høje flammer, men kunne ikke forhindre at alle fibercontainere i nærheden fik store smelteskader, da strålevarmen fra branden var enorm. Brandtomten blev først gennembearbejdet med vand, og herefter dækket med et tykt lag brandhæmmende skum, inden stationsleder Jan Pagter Simonsen sammen med vagtholdet og politiet kunne forlade stedet.

Kommentarer