Genklang – en udstilling om Holmegaards historie og sjæl
Genklang er en udstilling om Holmegaards historie og sjæl, skabt af elever fra Talentskolen i Næstved på Linje for Kunst og Design.
Udstillingen kan ses fra 10.-25. februar på DesignMuseum Næstved i Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, 4700 Næstved, og er et samarbejde mellem Næstved Museum og Talentskolen.
Udstillingen åbner med en fernisering lørdag 10. februar kl. 14-16, hvor alle er velkomne.
Igennem otte uger har designelever fra Talentskolen i Næstved arbejdet med fortællinger fra Holmegaard Glasværk, som nu resulterer i en udstilling på DesignMuseum Næstved.
Værkerne på udstillingen er skabt med udgangspunkt i erindringer fra tvillingebrødrene Kaj og Erik, der arbejdede på Holmegaard Glasværk i mere end 40 år.
På en helt almindelig mandag i 2008 måtte de pludselig aflevere nøglerne og forlade værket efter et helt arbejds- og hverdagsliv i bygningerne.
Udstillingen består af to værker, der er en kunstnerisk refleksion over Kaj og Eriks erindringer om et langt arbejdsliv på glasværket. Ved at udføre dybdegående interview med Kaj og Erik, og ved at indsamle materiale under feltstudier fra området omkring det gamle glasværk, har eleverne formået at skabe en udstilling, der giver stedets historie en særlig stemme og udtryk. Udstillingen er et slags arkiv med beretninger, der indeholder specifikke lokalhistoriske betragtninger, og som samtidig er et kunstnerisk eksperiment.
Kommentarer