Næstved By

2700 håndboldspillere til Næstved Cup

Fredag den 22. september til søndag den 24. september vil 2700 glade håndboldspillere fordelt på 246 hold deltage i årets Næstved Cup. Det bliver til i alt over 600 kampe. Sidste år deltog 188 hold, så der er tale om en betydelig fremgang af deltagere i stævnets 37-årige historie.

Ud over de mange håndboldspillere vil de være ca. 50 dommere, som skal sørge for, at afviklingen af de mange kampe vil foregå efter håndboldreglerne.

Næstved Herlufsholm Håndbold vil have mere end 300 personer til at servicere spillere, dommere, tilskuere og forældre i løbet af weekenden. Dette kan kun lade sig gøre med hjælp fra flere af kommunens andre håndboldklubber..

Håndbold i 16 haller

Stævnet foregår i 16 haller i Næstved, Fuglebjerg, Sandved, Hyllinge, Karrebæk, Herlufmagle, Fensmark og Toksværd, så der vil kunne observeres en del buskørsel med stævnedeltagere hele weekenden.

De indledende puljekampe spilles fra fredag og fortsætter lørdag, hvor også mellemrundekampene spilles.

Der kommer spillere fra store dele af Sjælland, Lolland,Falster,  Fyn og så er der et internationalt tilsnit, idet der er  tilmeldt 12 svenske hold. Vores lokale håndboldtalenter deltager i næsten alle rækker.

Finaler i Næstved hal 1

Finalerne er henlagt til søndag den 24. september. Disse spilles i Næstved hal 1 med forhåbentlig mange tilskuere. Der er gratis entre til alle stævnets kampe. Der vil også blive spillet B- og C-finaler i løber af søndagen.

Medlemmer af Næstved Byråd vil overrække præmier til de vindende hold. Disse finaler vil som tidligere nævnt foregå søndag den 24. september i Næstved hal 1 fra kl. 12.30.

Mange frivillige hjælpere

For at få et så stort håndboldstævne til at løbe smertefrit og til alles tilfredsstillelse har en styregruppe på ni personer arbejdet på stævnet lige siden afslutningen sidste år. Blandt andet er der taget hensyn til de mange evalueringer, som deltagerne har givet efter sidste års stævne, så stævnet helt tiden kan udvikle sig i positiv retning.

Ledere til briefing

Tirsdag den 6. september var der indkaldt til møde med briefing om stævnet, og her deltog 60 personer fra de forskellige udvalg. Efter en kort briefing af Jens Rasmussen, primus motor igennem alle afviklinger af Næstved Cup, blev ordet givet til de forskellige udvalg, som redegjorde for detaljer i de forskellige grupper.

Af opgaver kan bl.a. nævnes forplejning, som en meget vigtig ting Overnattende deltagere skal have morgenmad, frokost  og aftensmad. Det er en stor og meget vigtig opgave.

Der skal sørges for indkvartering og nattevagter på skolerne. Indkvarteringen foregår i år på 7 af byens skoler. Andre udvalg sørger for halledelse., buskørsel, programlægning og indsamling af resultater.

Byrådet også på banen

Byrådet i Næstved har i år nedsat den takst, der skal betales for overnatninger på folkeskolerne. I den forbindelse har Næstved Herlufsholm Håndbold kvitteret med at invitere byrådsmedlemmerne på besøg under stævnet til en orientering og en rundvisning. Derudover har Næstved Herlufsholm Håndbold tilbudt byrådsmedlemmerne, som tidligere nævnt, at deltage ved præmieoverrækkelserne efter finalerne søndag d. 24. september 2017.

Kommentarer