260.000 kroner i støtte til naturprojekt ved Nylandsmøllen
Friluftsrådet har netop givet tilskud til syv projekter, der skal udvikle friluftslivet på Sjælland og Lolland. Blandt de støttede projekter er et projekt i Næstved: Nylandsmøllen på diget ved Dybsø Fjord, der skal indrettes til et spændende Naturrum med muligheder for skoleelever, vandrere, kajakroere, ornitologer og jægere og udstillinger om stedets natur og kulturhistorie.
Den tidligere vandpumpemølle er ejet af Gavnø Gods, og projektet, der får 260.000 kroner i tilskud er et samarbejde mellem godset, Næstved Kommune og Dybsø Naturskole.
Der bliver i det hele taget masser af nye friluftsmuligheder i regionen, med de seneste tilskud fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. I alt er syv projekter i den sjællandske og lollandske natur kommet et skridt nærmere realisering med tilskud på i alt 4,5 millioner kroner.
– Vi er glade for at kunne hjælpe flere ud i naturen, både gennem projekter, hvor særlige grupper af borgere, for eksempel ældre og sårbare familier tages i hånden og ved at støtte faciliteter, der gør det nemmere og sjovere at komme ud og opleve naturen siger Friluftsrådets direktør Jan Ejlsted.
I alt er 30 nye natur- og friluftsprojekter et skridt tættere på realisering, efter at Friluftsrådet mandag d. 11. december besluttede at støtte dem med i alt 18,3 millioner kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv. Udlodningsmidler til Friluftsliv består af overskuddet fra Danske Lotteri Spil og Klasselotteriet.
Kommentarer