Næstved By

26-årig mand fængslet i 13 dage for trusler mod ekskone

 En 26-årig mand fra Næstved blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, sigtet for trusler på livet mod både sin 27-årige ekskone fra Charlottenlund og medlemmer af hendes familie.

Det er angiveligt jalousi, der har drevet manden til at fremsætte talrige trusler mod sin ekskone, både ansigt til ansigt, på SMS, på Messenger og over telefonen. Herudover har han forsøgt at true både kvinden og flere fra hendes familie til ikke at anmelde episoderne, så derfor er han også sigtet for trusler mod vidner, oplyser Nordsjællands Politi.

Manden erkendte sig skyldig ved grundlovsforhøret, hvor han blev varetægtsfængslet i 13 dage. Kvinden har optaget adskillige af hans trusler.

Senioranklager i Nordsjællands Politi Kaare Linde, der fører sagen, forventer, at der kan blive rejst tiltale mod den 26-årige mand inden for den tidsfrist. Han er fængslet efter en paragraf, der forudsætter, at man får minimum 60 dages fængsel.

Kommentarer