Næstved By

26-årig bilist nægter at betale bøde for mobilsnak

26-årige Kasper Herbst er stærkt utilfreds med en bøde, han fik for at tale i håndholdt mobiltelefon, mens han kørte bil. Han benægter, at hændelsen har fundet sted.

Politiet stoppede mandag den 27. marts Kasper Herbst i sin bil i Næstved, da en betjent mente, at han havde talt i håndholdt mobiltelefon, mens han kørte. Kaper Herbst modtog derfor en bøde på 1.500 kroner for noget, han ikke selv mener, han har gjort. Det skriver Sjællandske.

Kasper Herbst er så frustreret over bøden, at han ikke vil betale den, og gerne går i retten.

Ganske vist talte Kasper Herbst i telefon med sin mor, da han om mandagen efter et lægebesøg holder på en parkeringsplads på Omøvej klokken 13.53. Men, opkaldet kører over et bluetooth-headset, og da opkaldet slutter klokken 13.55, kører han fra parkeringspladsen.

Hviler hovedet på hånden

Da han kører mod Havnegade, hviler Kasper Herbst hovedet mod sin venstre hånd. På Vordingborgvej ser en politipatrulje Kasper Herbst, som sætter efter ham og stopper ham, da de når til Rådmandshaven.

Her giver betjenten ham en bøde for at have talt i håndholdt mobiltelefon få minutter tidligere, hvortil Kasper Herbst viser sin opkaldsliste og forklarer, at han ikke har talt i telefon under kørslen. Ligeledes viser han ham, at det kører over bluetooth-headset. Men, han får en bøde alligevel.

Tidligere kriminel

Kasper Herbst er tidligere kriminel og misbruger, og har derfor haft en del med politiet at gøre. Men, han forklarer, at han ikke har foretaget sig noget kriminelt i mere end to år – alligevel bliver han stopper hver gang politiet ser ham. Derfor mener han, at politiet kører en heksejagt efter ham.

– Hvis jeg havde talt i den mobil, havde jeg betalt bøden. Men jeg gider ikke finde mig i, at få en bøde for noget jeg ikke har gjort, og jeg tager den hele vejen til landsretten. Det er ikke i orden, siger Kasper Herbst til Sjællandske.

I retten skal politiet kunne bevise, at samtalen har fundet sted, og det bliver altså op til en dommer at vurdere, hvad der er op og ned i sagen.

Kommentarer