Næstved By

21-årig anholdt for knivstikkeri i teltlejren

Næstved: En 21-årig mandlig asylansøger trak søndag aften en kniv under et slagsmål i Næstved.

Søndag den 2. oktober klokken 23.31 fik politiet en anmeldelse om et slagsmål i teltlejren Bag Bakkerne i Næstved. Det viste sig at en 21-årig asylansøger havde stukket en 20-årig mand, der også bor i lejren, med en kniv.

– Der har været en eller anden form for uoverensstemmelser mellem de to, som resulterer i, at den ene vælger at trække en kniv, siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV Øst.

– Sagen overgår nu til lokalpolitiet i Næstved. De skal have genafhørt de to, og så skal de tage stilling til, hvad der videre skal ske, siger vagtchefen.

Den 20-årige, der slap med et mindre snit på armen, blev kørt til behandling på skadestuen i Næstved.

– Heldigvis ser den forurettede ikke ud til at være kommet noget alvorligt til skade. Det drejer sig om mindre skade på armen. Men det er altid alvorligt, når man vælger at trække en kniv, siger Anders Mikkelsen til TV Øst.

Den 21-årige blev anholdt og sigtet for at have snittet den 20-årige med en kniv.

De to slagsbrødre er blandt de sidste 50 asylansøgere, der opholder sig i teltlejren. Lejren skal lukke og de sidste beboere flytter ud mandag formiddag.

Kommentarer