Næstved By

2018 – det fjerde varmeste år til dato

FN-organisationen for vejr og klima, WMO, udsender hvert år op til årets klimatopmøde en foreløbig status over verdens klima og årets vejrbegivenheder. I år er nogle af nøgleordene hedebølgen i Skandinavien og naturbrandene i Californien, Sverige og Grækenland.

– 2018 ser ud til at indskrive sig som det fjerde varmeste i de meteorologiske opgørelser. Det betyder, at de sidste fire år – 2015, 2016, 2017 og 2018 – er de fire varmeste år, der nogensinde er målt, siger DMI’s Tina Christensen, som er det danske kontaktpunkt for FN’s klimapanel, IPCC.

Det fremgår også i den netop offentliggjorte statusopgørelse for WMO, at store dele af Europa i 2018 oplevede ekstraordinær varme og tørke igennem slutningen af foråret og sommeren. Nogle af de mest unormale forhold ramte det centrale og sydlige Skandinavien, hvor perioden var den tørreste og varmeste nogensinde målt:

Det er et velkendt faktum, at isafsmeltning er en af konsekvenserne ved klimaforandringerne og de højere temperaturer.

– I Danmark var perioden fra maj til starten af august den varmeste, tørreste og solrigeste, vi har oplevet, siden DMI startede regelmæssige målinger i 1874. Det gav den længste og værste tørke i dansk vejrhistorie, siger seniorklimatolog John Cappelen fra DMI, som har leveret danske tal til WMO’s statusopgørelse.

Større naturbrande har også sat sine spor på 2018. Området omkring Athen i Grækenland blev ramt af en stor naturbrand den 23. juli. Ifølge WMO’s statusopgørelse spredte branden sig hurtigt i kraftige vinde, som var usædvanlige for årstiden med vindstød op til 124 km/t, og den medførte betydelige tab af menneskeliv.

Også Sverige og senest Californien har været ramt af store naturbrande i 2018:

 – Sverige oplevede i sommer den største udbredelse af skovbrande nogensinde, og Californien har også været usædvanligt hårdt ramt i år. I sommer oplevede Californien den største skovbrand nogensinde, og her i november var delstaten udsat for den mest destruktive skovbrand nogensinde hvad angår materiel skade og den mest dødbringende i over 100 år. Risikoen for skovbrande stiger desværre mange steder, efterhånden som klimaet bliver varmere, siger Tina Christensen fra DMI.

Kommentarer