Næstved By

200 nye boliger på vej til Næstved

Plan- og Ejendomsudvalget i Næstved Byråd har princip-godkendt byudvikling på arealerne mellem Fællesejevej og Halfdan Rasmussens Vej. På dette areal er der plads til 200 boliger.

Før byggeriet og byudviklingen kan gå i gang, skal der udarbejdes forslag til en lokalplan, som skal sendes i høring. Derudover skal der naturligvis også holdes borgermøde.

Når lokalplanen er udarbejdet og godkendt om et lille års tid, og arbejdet formentlig kan gå i gang, er det meningen, at der i først omgang skal bygges 60 boliger. Det vil ske ved Christians Winthers Vej, hvorfra byggeriet bevæger sig mod Fællesejevej og Klosterskoven.

Efter planen skal boligområdet udbygges over 6 – 10 år i etaper.

Læs også: Brug for 2.700 nye boliger i Næstved inden 2025

Multirevision A/S er virksomheden bag ansøgningen om projektet. Boligområdet vil samlet set være 266.000 kvadratmeter, og vil ligge syd for Fællesejevej, øst for Ringvej samt have skel mod Baunehøj Rideskole.

Det er blandt andet meningen, at Fællesejevej skal være adgangsvej for de følgende etaper. Dette har Plan- og Ejendomsudvalget dog ikke taget en endelig stilling til endnu, men grundejerforeningen Hvidtjørnevej, der ligger ved Fællesejevej, er ikke tilfredse med, at der er udsigt til endnu mere trafik på vejen.

Lokalrådet for Lille Næstved synes tværtimod, at Fællesejevej gerne må blive hovedadgangen til det nye boligområde.

Dog skal lokalplanforslagene først udarbejdes, præsenteres for byrådet samt sendes i høring, inden der kan tages stilling til planerne med Fællesejevej.

Kommentarer