Næstved By

200 børnehavebørn til kamp mod mobning

Torsdag den 15. juni vil omkring 200 børnehavebørn fra institutionerne Børnely, Grønnebakken, Kornblomsten, Lillevang, Pilegården og Sommerfugl afholde Bamseløb. Det er fjerde år i træk, Bamseløbet bliver afholdt, og det hele foregår på det grønne areal ved Banetoften.

Bamseløbet er inspiret af Fri for Mobberi Børnestafetten, som er Mary Fonden og Red Barnets årlige børneløb mod mobning. Med Bamseløbet ønsker institutionerne ligeledes at markere det alvorlige budskab: Det er aldrig i orden at mobbe, og alle har ret til en plads i fællesskabet.

Op til Bamseløbet har børnene, der alle er fra tre til seks år, arbejdet med materiale fra Fri for Mobberi i deres institutioner, som blandt andet handler om at lære børnene, at man sagtens kan lege sammen og være sammen med andre børn – uden at drille og mobbe.

– Til Bamseløbet laver vi forskellige lege, bl.a. troldehale-tagfat, faldskærm, stafet, krammestikbold, kyllingemor og tovtrækning.  Børnene deles op og konkurrerer mod hinanden, men det har ikke noget med at vinde at gøre. Det skal være sjovt at lege, og det er fællesskabet, legen og samværet, der er det vigtigste, fortæller Joan Meisner, som er daglig leder i Pilegården, og som har været med til at arrangere Bamseløbet alle årene.

Kæmpebamse er maskot

Som maskot for Bamseløbet, er der naturligvis lavet en bamse i menneskestørrelse. Grunden til det, og heraf også navnet på løbet, er at hvert barn i institutionerne har en lille lyseblå bamse, som er barnets egen bamseven. Denne bamse kan barnet bruge til at fortælle ting til og til at trøste sig med.

– Både vi og børnene er meget glade for de små bamser. Vi kan se, at børnene hjælper hinanden, når de er kede af det, blandt andet ved at finde og hente hinandens bamser,  fortæller daglig leder i Lillevang, Elsebeth Aabo.

Madpakke, diplom og bamsesang

Når alle 200 børn har prøvet at lege alle de forskellige lege, har sulten nok indfundet sig, og så vil alle børn sidde i græsset og spise deres medbragte madpakke. Inden der bliver sagt farvel og på gensyn, får alle børnene et diplom, og som den allersidste ting vil alle 200 børn i fællesskab med Bamsevennen synge Bamsesangen.
Alle institutionerne der deltager ligger i Kalbyris- og Kildemarkskvarteret, som er en del af område ØST.

Program for Bamseløbet

Kl. 9.00 : velkomst, bamsesang og besøg af Bamsevennen
Kl. 9.15: Aktiviteterne starter
Kl.10.15 – 10.30: Pause
Kl. 10.30 – 11.15: Aktiviteter fortsætter
Kl. 11.15 – 11.45: frokost
Kl. 11.45 – 12.15: Bamsesang , diplomuddeling og Bamsevennen siger farvel og på gensyn

Kommentarer