Næstved By

20 belgiske fingre og 1 klaver

Den 2. april får Grønnegades Kaserne Kulturcenter fornemt besøg af de belgiske pianister André Roe og Geoffrey Baptiste. De to venner har rejst verden rundt med deres fantastiske show, hvor de spiller firhændigt på klaver.

André Roe og Geoffrey Baptiste har ikke brug for flotte pailletjakker for at blive set, store kulisser for at imponere eller smarte bemærkninger for at blive bemærket.

Bevæbnet med deres hænder har de to rejst jorden rundt med deres imponerende show de seneste 15 år. På scenen får deres 20 fingre lov til at spille hovedrollen på et klavers 88 tangenter, og den flerhændige metode de spiller med, giver en helt ny spændvidde på klaveret og i musikken.

Siddende skulder ved skulder er de to musikere i evig interaktion, og hvad der ligner legende improvisation, er resultatet af overlegne evner og masser af øvelse. Melodierne kan være alt fra intime og skrøbelig, til symfoniske med en fylde som et helt orkester. Repertoiret byder på klassiske perler med en afstikker til musical-land.

Billetterne til koncerten koster kun 120 kr. pr. styk og kan købes på www.gkkultur.dk eller på billetkontoret på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Vil man sikre sig billet i forvejen kan man reservere billetten på tlf. 5588 3950 inden afhentning

Kommentarer