17-årig faldt ned ad skrænt i Borgnakkeskoven
Søndag aften måtte redningsfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Næstved på skovtur for at assistere en ambulance, der var tilkaldt til Borgnakkeskoven ved Skraverup tæt på Næstved.
En ung mand var faldet omkring 5 meter ned ad en skrænt, der ligger et stykke inde i skoven efter at have svinget sig i et reb. Han havde ved faldet pådraget sig skader, der medførte en tur på sygehuset.
Redningsfolkene blev tilkaldt, da den unge mand efter at være stabiliseret skulle bæres hen til den ventende ambulance. Hvor slemt den 17-årige er kommet til skade, vides ikke. Efter en lille time var skoven igen tømt for redningskøretøjer.
Tekst & foto: Preben Madsen/Media Næstved.
Kommentarer