Holmegård

16-årig skal for retten for overfald mod skoleleder

Holmegaard: En formiddag i februar blev skoleleder på Holmegaardskolen, Hans Stokholm, overfaldet af en 15-årig elev i en specialklasse efter en mindre diskussion. Nu skal sagen for retten.

En dengang 15-årig specialklasseelev blev en formiddag i februar bedt om at gå hjem efter en konflikt, som eskalerede i så voldsom en grad, at drengen overfaldt Hans Stokholm og trak en kniv, som han truede med, skriver Sjællandske.

Den 15-årige gik amok på Hans Stokholm, da han blev bedt om at gå hjem, og han blev slået flere gange i brystkassen, inden han valgte at trække drengen med ind i et klasseværelse. Her sparkede drengen Hans Stokholm flere gange på benet, han blev slået med knyttet hånd på kroppen, brillerne blev slået af, og der blev kastet med en kontorstol mod ham.

Da det lykkedes Hans Stokholm at lægge eleven ned, fik han vredet sig fri igen, trak en kniv og udtalte ifølge anklageskriftet, ”jeg stikker dig”. Der kom ro på igen, da to lærere kom til. De skal begge vidne i dag torsdag den 03. november ligesom Hans Stokholm og de nu 16-årige dreng.

Dog fortsatte drengen med at true senere på dagen, og skulle efter sigende have sagt, at han ville nakke Hans Stokholm med en køkkenkniv.

Anklagerens indtryk er, at det var en lille lommekniv der blev brugt, som den 15-årige dreng angiveligt havde fået af sin far, som bor på et landsted. Han vil sandsynligvis gå efter at kræve drengen idømt en betinget fængselsstraf, da han skal have en chance til grundet sin unge alder.

Anklager Chris Martinsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi vil udtale, hvor lang en betinget dom, han vil gå efter.

Kommentarer