143 X TAK
Skrevet af: Evals Gruevski
143 borgere stemte personligt på mig til kommunalvalget tirsdag den 16. november 2021. Jeg er ydmyg, taknemmelig og stolt – og vil gøre alt for at leve op til tilliden, selv om jeg ikke blev valgt til Næstved Byråd.
Jeg har fået byrådsvalget lidt på afstand. Der er gået lidt over to uger. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er mega skuffet. Men alligevel er jeg nogen dage rigtig glad og tilfreds. Jeg kan faktisk ikke forklare de følelser, som jeg har. Jeg vil i hvert fald sige tak til alle, som har hjulpet mig før og under valgkampen, kommet med gode råd og input, brugt tid på at mødes med mig samt har vist mig tillid.
Siden 2017 er jeg gået over 30 personlige stemmer frem. Havde det været for fire år siden, var jeg blevet valgt. Nu er jeg så suppleant (stedfortræder), og det forpligter. Jeg er nødt til at fortsætte, kæmpe og være aktiv. Det skylder jeg simpelthen alle de borgere, som tænkte, at Evals skal da have chancen for at komme ind i Næstved Byråd, og ham giver vi en personlig stemme. Tusind tusind tak for det. Jeg er også rigtig stolt over og taknemlig for, at vi er Næstveds borgmesterbærende parti. Vores Borgmester hedder stadig Carsten Rasmussen.
Vi havde håbet, at vi ville gå lidt frem, men vi beholder vores 13 mandater. Tusind tak til alle borgere, som stemte på Socialdemokratiet ved KV21 & RV2.
I den nye periode, der starter 1. januar 2022, vil jeg stadig kæmpe for mine mærkesager. Noget, som jeg vil forsøge at gøre, er at arbejde for bedre rammer på vores gamle skoler. Det vil være en stor gevinst for vores børn, hvis de fysiske rammer bliver gjort tidssvarende. Under valgkampen var det ikke så fancy at tale om renovering af skoler. Det er sjovere at love og arbejde for at bygge nyt. Men det er der ikke råd til. En ny skole i Næstved Nord kan dog komme på tale. Jeg vil kæmpe for Maglebjerg Skolen, for kapaciteten på Suså Skolen, afd. Holsted er nået (og så skal de gamle skolenavne tilbage igen). Indtil da skal det nye Byråd forhandle sig frem til og udarbejde en plan for, hvordan anlægsinvesteringerne skal finansieres. I de næste par år skal der investeres 350-400 mio. kr. til vedligeholdelse af skolerne i Næstved Kommune. Det er prisen. For mange af vores skoler trænger virkelig til bedre faciliteter. Det skal der arbejdes på i fællesskab med de andre partier ved de kommende budgetforhandlinger til efteråret. Børnene får kun den optimale skolegang, hvis de fysiske rammer er i orden. Jeg vil lige præcisere med det samme, at det betyder ikke, at skolestrukturen skal rulles tilbage. Det har vist sig, at der både er fordele og styrker i områdeledelse. På det plan skal skolerne, børnene, forældrene have fred.
På falderebet vil jeg også godt sige en kæmpe tak til min tro støtter igennem en spændende valgkamp. Det er selvfølgelig min familie, venner og kollegaer, som har holdt mit humør oppe. Når vennerne fx kommer en tidlig lørdag morgen og hjælper mig med at puste balloner op, eller når de kører ud og hænger valgplakater op, deler pjecer ud, kører med mine reklamer og magneter på deres biler, erhvervsdrivende, som havde billeder af mig hængende i butikker og kiosker m.m. Og ikke mindst tak til min tålmodige, overbærende og vanvittigt dejlige kollegaer, som har bakket mig op, troet på mig, har sendt søde beskeder, klappet mig på skulderen samt gjort mine arbejdsdage lettere. Man skal aldrig undervurdere det ens familie eller nærmeste gør for en. Tusind tak. Jeres hjælp har været uvurderligt. Og endnu en gang vil jeg takke enhver og en, fordi I stemte personligt. Jeg er så glad og taknemmelig over den opbakning, som jeg har modtaget undervejs. Tusind tusind tak.
Dette er et læserbrev indsendt af Evals Gruevski. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu.
Kommentarer