Figaros og Morten Korch i skøn forening på Næstved Teater
Kendte operaarier blander sig med sange som “Er du dus med himlens fugle”, “Pigelil” og “Du er min øjesten”, når Næstved Teater søndag den 30. april præsenterer forestillingen “Mestersangerne på Møllegaarden” med operaensemblet Figaros. Forestillingen Opføres i Ny Ridehus, Næstved,
Figaros har i mange år været en stor succes i Næstved, sidst med deres udgave af Flagermusen. Det bliver næppe mindre morsomt eller musikalsk, når de nu inddrager Morten Korch i deres univers.
Langt ude på landet ligger Møllegården. Men den gamle slægtsgård trues af tvangsauktion, og den unge bondepige og hendes døende mor risikerer at blive sat på gaden. I kulissen lurer den onde proprietær og hans lumske kone. De står parat til at overtage Møllegården ved næste termin.
Der er hermed lagt op til en historie, som ind imellem tager uventede drejninger. Ikke mindst, når Figaros tilsætter sin sædvanlige komik. Der skulle således være garanti for en morsom aften i teatret.
Kommentarer