Herlufmagle

11 sjællandske småbyer får penge til at skabe aktive fællesskaber

Ønsket om at samle småbyernes borgere i et fælles indbydende byrum, er en klar tendens i de projekter, som Nordea-fonden har valgt at støtte med 36 millioner kr. fra sin Her bor vi-pulje. 

“Det gør noget for selvforståelsen i et lille lokalsamfund, når man får sådan en håndsrækning. Man får mod til at tænke stort.”

Sådan lyder kommentaren fra Martin Winnes, der er en af ildsjælene bag Omøs udendørs fleksible forsamlingshus, da han får overbragt nyheden om, at forsamlingshuset er et af de 78 projekter, som Nordea-fonden har valgt at støtte i første uddelingsrunde af sin Her bor vi-pulje.

Foruden en række mobile telte, en lille scene, stole og borde, får foreningerne på den lille ø, der ligger i smålandsfarvandet ud for Skælskør, også glæde af et mobilt lys- og højttaleranlæg.

“Sådan noget grej er ellers enormt dyrt at leje og ikke mindst at få over med færgen Men nu kan vi stille grejet til rådighed kvit og frit for alle øens foreninger, og når vi for eksempel skal holde dilettantforestilling eller sommerkoncert med mange tilrejsende sommergæster,” fortæller Martin Winnes, hvis forening i dag modtager 200.000 kr.

Rygstød til fællesskaber
Nordea-fonden vil med puljen at inspirere de mindre lokalsamfunds drivkræfter og at give plads til de ofte oversete potentialer, som kan samle byen og dens beboere.
“Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet,” siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Flest projekter i Midtjylland
Ansøgningerne spænder vidt, men alligevel er der nogle klare tendenser.
Aktivitetspladser, shelters og legepladser hitter, og der er mange stier, broer og multibaner blandt de 78 støttede projekter, som fordeler sig over hele landet. Flest småbyer i regionerne Midtjylland (24) og Syddanmark (22) har fået støtte efterfulgt af Nordjylland (17), Sjælland (11) og Hovedstaden (4).

I alt uddeler Nordea-fonden 36 mio. kroner af den 60 mio. kroner store pulje. Den 29. oktober offentliggøres de resterende støttemodtagere.

De 11 støttede projekter på Sjælland. Se projektresume og kontaktinfo i den vedhæftede presseliste.

  1. Aktiviteter på Bogø Mølle og genopbygning af omgangen – Bogø Møllelaug
  2. Liv, leg og børneglæde i Farendløse – Grundejerforeningen “Præstbro”
  3. Faxe Ladeplads i bevægelse 2021 – Faxe Ladeplads IF
  4. Trænings og opholdsområde ved Firhøjskolen – FSI-Gymnastik
  5. Fællesskab I Hellested – Hellested Borgerforening
  6. AKTIV I FORENING 4160 – KFUM-Spejderne, Herlufmagle Gruppe
  7. Liv i vandet ved Langø Havn – Langø Bylaug
  8. Vores Skatepark – Vores skatepark
  9. Omø udendørs forsamlingshus – Foreningen Omø Kapsejlads
  10. Stenlille Outdoor park – Stenlille Handels-, Håndværker og Borgerforening
  11. Flere ud i det fri i fælles aktivitets- og hyggeområde – St. Merløse Gymnastikforening

Tildelt 1. runde:
Regionstal
Hovedstaden: 4
Sjælland: 11
Syddanmark: 22
Midtjylland: 24
Nordjylland: 17

Fakta om ‘Her bor vi’-puljen
* Puljen er på 60 mio. kr. som uddeles i to runder; september og oktober
* Der kunne søges fra 100.000 kr. til 1 million kr. per projekt.
* Bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere kunne søge støtte til initiativer, der styrker fællesskabet.
* Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 mio. mennesker.
* Hovedstadsområdet eller andre storbyområder, herunder bydele kan ikke modtage støtte.
* For de, der ikke nåede at søge Her bor vi-puljen, er der heldigvis stadig mulighed for at søge Lokalpuljen.
* Læs mere på www.nordea-fonden.dk

Om Nordea-fonden
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Se mere på nordea-fonden.dk.

Kommentarer