Herlufsholm

104 løbere til festligt Fastelavnsløb i Herlufsholm

Skrevet af Janne Jensen HGATM

Søndag den 4. februar 2018 afholdt HGATM Fastelavnsløbet, som var det fjerde serieløb denne vinter.

Der var 104 løbere, der havde trodset vintervejret og var mødt op til start. Fordelingen var 12, der løb 3.7 km, 37, der løb 5.9 km og 55, der løb 10 km.

Til Fastelavnsløbet opfordrer HGATM altid til, at man møder op i udklædning. I år var der endog lovet præmie for bedste udklædning. Der var 8 af de 104 løbere, der trodsede alle hæmninger og mødte op i flotte kostumer. Der var en munk, en klovn, herre- og damepirater, ældre mand med stok, skønne prinsesser og en lækker Hawaii-kvinde. HGATM valgte at præmiere alle for at holde en sjov tradition i hævd, og de har nu alle et Start nr. til Skærstorsdagsløbet, der i år bliver den 29. marts.

Når man samler 104 løbere, er der stor spredning på, hvor langt og hvor hurtigt man løber. Det gør ikke HGATM noget, for der er plads til alle. Men noget, HGATM særligt nyder, er at være med til at opleve de succeser, som de enkelte deltagere har. Der var sikkert flere, men denne gang oplevede HGATM, at Sussie Birkevang for første gang nåede målet at løbe 10 km. Som hun selv fortalte, så havde hun ikke engang løbet 10 km som træning. HGATM ønsker hende tillykke med milepælen og håber fortsat at se hende til flere løb.

Ind imellem bliver HGATM spurgt, om serieløbene er for børn. Hertil kan HGATM kun svare et rungende ja. Til Fastelavnsløbet var der 16 deltagere med i alderen 6-13 år. Der var ikke nogen med i klapvogn denne gang, men det er heller ikke ualmindeligt at se. Så HGATM kan kun opfordre til, at man tager sine børn med til løbene. Flere af de børn, der er med, løber faktisk selv uden deres forældre, for når de først har prøvet det et par gange, kan de sagtens finde ud af at finde vej.

Der mangler nu kun et serieløb for denne vinter. Det bliver søndag den 4. marts med start kl. 11. Her håber HGATM, at der kommer endnu flere løbere end vi har set hidtil denne vinter. Vi kan være heldige, at foråret er dukket op og flere får mod på at finde løbeskoene frem. Der bliver dog yderligere en chance for mere løb i marts måned, når HGATM også afholder Skærtorsdagløbet – som er et af Danmarks ældste motionsløb.

Vil man vide mere om alt dette, kan man finde oplysninger på www.hgatm.dk eller følge Facebooksiden Herlufholmløbet – Serieløbene

Kommentarer