1 mia. kr. til skræddersyet behandling
Der er godt én milliard kroner på vej fra Novo Nordisk Fonden til opbygningen af Danmarks nye National Genom Center. Det står klart, efter fondens bestyrelse torsdag aften godkendte en reservationsbevilling, der vil blive rullet ud fra 2019 og frem.
Donationen vil understøtte arbejdet med at udbrede personlig medicin – som besluttet af et bredt flertal i Folketinget. Personlig Medicin er skræddersyet til den enkelte patient, og vil få stor betydning for alle patienter. Særligt inden for kræft og hjertesygdomme er der allerede gode erfaringer, men også behandlingen af f.eks. psykiske sygdomme og en række sjældne sygdomme vil få gavn af Personlig Medicin.
– Med denne bevilling fra Novo Nordisk Fonden til vores Nationalt Genom Center kan vi fremskynde, at vores sundhedsvæsen i højere grad kan behandle ud fra viden om en patients gener. Det betyder, at lægerne kan se, hvilken behandling der vil have en effekt, og hvilke der ikke vil have nogen effekt på patienten. Det kan f.eks. være en hjertepatient, som har en arvelig hjertesygdom, hvor vi kan sætte forebyggende ind, ikke bare for patienten, men også for patientens søster, bror, barn, far eller mor. En bevilling fra Novo Nordisk Fonden vil bidrage til, at Danmark hurtigere vil kunne løfte den samlede indsats for Personlig Medicin til et niveau, som det ellers vil tage lang tid at opnå i det danske sundhedsvæsen. Det vil komme patienterne til gavn, siger Ellen Trane Nørby.
– Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte det Nationale Genom Center for at skabe mulighed for bedre og mere målrettede behandlingstilbud på en lang række sygdomsområder til gavn for den enkelte patient. Vi har en unik chance nu for at sætte tempo på anvendelsen af den nye viden om vores gener til at hjælpe læger med at bekæmpe sygdomme og redde menneskeliv, siger Lars Rebien Sørensen, formand i Novo Nordisk Fonden.
Danske Regioner har sammen med Sundheds- og Ældreministeriet udviklet Danmarks Nationale strategi for Personlig Medicin, og derfor har Danske regioner som partner støttet Sundheds- og Ældreministeriets ansøgning til Novo Nordisk Fonden.
– En styrkelse af den nationale infrastruktur for Personlig Medicin vil komme alle patienter til gavn i form af hurtigere og mere præcis diagnostik og behandling til den enkelte patient. Fondsbevillingen kan fremskynde vores planer og bringe databeskyttelsen til højeste niveau, siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.
Efter planen skal bevillingen udmøntes fra 2019 og frem og skal gå til, at det danske sundhedsvæsen over de kommende 4½ år kan styrke og udvikle en teknologisk infrastruktur for Personlig Medicin i Danmark.
Kommentarer