Samfund

VVM-undersøgelse af ny motorvej sendt i høring

Eventuelle linjeføringer af en ny motorvej mellem Næstved og Rønnede.

Næstved: Vejdirektoratet har sendt en færdig VVM-undersøgelse af en motorvej mellem Næstved og Rønnede i høring indtil fredag den 20. januar 2017.

I Vejdirektoratets redegørelse fremgår det, at en mulig kommende motorvej vil blive en halv milliard dyrere end først antaget, da der i forundersøgelsen ikke var taget højde for placeringen af et højt grundvandsspejl. Det giver et behov for et større råstofforbrug, og medfører dermed en merudgift i anlægsbudgettet.

Alt afhængigt af hvilken model der vælges til en eventuel motorvejsstrækning, vil prisen ligge mellem 1,245 milliarder og 1,690 milliarder kroner.

Læs også: Ny motorvej kan sætte gang i sjællandsk jobfest

Fire forslag til en motorvej og tre varianter med en alternativ tilslutning i Næstved er blevet undersøgt i VVM-undersøgelsen.

Forslag A er 15 kilometer lang, og forløber nord om Holme-Olstrup, og har tilslutning til det lokale vejnet ved krydsning af Gødstrupvej. Motorvejen er mellem Boserup og Sydmotorvejen sammenfaldende med forslag B og C.

Forslag B er 15,5 kilometer lang, og forløber syd om Holme-Olstrup og Toksværd frem til Boserup, hvor den på resten af strækningen er sammenfaldende med forslag A og C.

Forslag C er 16 kilometer lang, og forløber syd om Holme-Olstrup og Toksværd frem til Boserup, hvor den på resten af strækningen er sammenfaldende med forslag A og B.

Forslag E er 13 kilometer lang, og forløber syd om Holme-Olstrup og Toksværd frem til Boserup, og er sammenfaldende med forslag C frem til syd for Toksværd. Den forløber syd om skoven Denderup Vænge og tilsluttes Sydmotorvejen syd for Rønnede.

I varianterne er der undersøgt en alternativ tilslutning til Ring Øst for forslagene B,C og E i stedet for tilslutningen til den nordlige omfartsvej ved fordelerringen i Næstved. Motorvejen bliver tilsluttet Ring Øst i rundkørsen ved Stenlængegårdsvej. Den vil forløbe syg om jernbanen Lille Syd og nord for Kalbyris Skov. Varianterne møder forslag B,C, og E syd for Holme-Olstrup, og er sammenfaldende på den resterende del af strækningen.

I høringsfasen som løber frem til den 20. januar 2017, vil der blive holdt borgermøde i lokalområdet.

VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet.

Delte meninger om motorvej

I de otte uger høringsfasen er, kan borgere komme med indsigelser om, hvor de helst ser en ny motorvej mellem Næstved og Rønnede blive placeret.

Selvom en ny motorvej kan afhjælpe kø-problemerne, så er alle ikke tilfredse med, at der skal komme en ny motorvej. En af dem er Christina Sørensen fra Holme-Olstrup, som er bekymret for, om motorvejen kommer til at gå igennem hendes bryggers og dermed vil afskære hendes hovedhus fra stalden, hvor hun har sine heste stående.

Dog er der mange pendlere, som glæder sig til en ny motorvej, da den vil få trafikken til at glide bedre samt spare mange for at sidde i kø.

Kommentarer