Venstre: Stop for flere skolebesparelser
Venstre i Næstved Kommune siger nu stop til flere skolebesparelser og vil aflyse de planlagte årlige besparelser på op mod 7,5 mio kroner årligt. Desuden kræver partiet en redegørelse for klassesammenlægning på Ellebækskolen
Sidste år sparede Næstved Kommune på skoleområdet ved at lægge skoledistrikterne sammen. 17 skoledistrikter i kommunen blev til seks og skolerne blev dermed sammenlagt i større enheder, som samlet gav mulighed for en besparelse på 8 millioner kroner på skoleområdet. En besparelse i næsten samme niveau ligger planlagt hvert år de kommende år, men nu siger Venstre i Næstved Kommune stop. Det oplyser Kristian Skov-Andersen i dag til Næstved Netavis.
Læs også: Sparekniv over skolerne: 12,5 mio ikke nok nu skæres der igen
– Venstre i Næstved har sammen med Socialdemokraterne, Konservative og SF indgået budgetforlig siden 2015, men nu er vores skoler sat under et betydeligt økonomisk pres. Derfor vil vi fra Venstre friholde skolerne for de planlagte hverdagseffektiviseringer på 1%, fortæller Venstres Borgmesterkandidat, Kristian Skov-Andersen til Næstved Netavis onsdag eftermiddag.
Ifølge Kristian Skov-Andersen vil de såkaldte hverdagseffektiviseringer betyde et årligt sparekrav til skoleområdet på omkring 7,5 mio kroner årligt. Næsten samme niveau, som sammenlægningen af skoledistrikterne, der gav 8 mio kroner i besparelse sidste år. Men det vil Venstre altså ikke være med til.
Vi lever i en tid med faldende børnetal og en anden demografi med flere ældre borgere. Hvordan mener du at din udmelding her hænger sammen med virkeligheden. Hvor skal pengene, efter din mening, komme fra?
– Borgmesteren (Carsten Rasmussen (S), red) praler jo af et overskud på 100 millioner kroner, og selvom en pæn del af de 100 mio. kr. er øremærket til specifikke formål, så burde det være muligt at finde penge til vores skoler, siger Kristian Skov-Andersen.
– Det er vores ambition at sikre gode skoler i Næstved, og vi skulle også gerne ligge bedre når skolerne i landet sammenlignes, siger Kristian Skov-Andersen.
– Venstre har været medarkitekt bag det store overskud på 100 mio kroner i Næstved, det har været meget sundt at lave besparelser rundt omkring, men nu er grænsen nået. Vi mener, at nu er vi ved vejs ende og der er blevet sparet nok, forklarer Kristian Skov-Andersen til Næstved Netavis.
Hvad mener du om situationen konkret på Ellebækskolen, hvor de samme elever skal igennem klassesammenlægninger igen. Er det rimeligt?
– Med hensyn til den aktuelle klassesammenlægning på Ellebækskolen ønsker Venstre en redegørelse med henblik på at vurdere nødvendigheden heraf. Jeg tør ikke sige det bliver anderledes, men vi vil gerne kigge med og se om det virkelig er nødvendigt med endnu en klassesammenlægning, fortæller Kristian Skov-Andersen, der samtidig uddyber at Venstres ambition er max 24 elever i hver klasse.
– Desuden er det vores hensigt at finde penge til yderligere nedsættelse af lærernes arbejdstid og bedre inklusion med henblik på at nå vores faglige mål. Vi anerkender at skolernes rammer er blevet meget snævre og ønsker forbedring, fortæller Venstres borgmesterkandidat til Kommunalvalget 2017, Kristian Skov-Andersen.
Uret tikker – snart skal du stemme til Kommunalvalg 2017. Klik herunder og se hvornår:
Kommentarer