Næstved By

Team FOG Næstved pokalmester efter vildt finaledrama

Team FOG Næstved er dansk pokalmester i basketball for første gang i klubbens historie.

Pokaltitlen blev sikret med et imponerende comeback i en dramatisk afslutning i finalen mod de forsvarende danmarksmestre, Horsens IC, som ellers havde fordel af hjemmebane.

Med en scoring på straffekast med 0,8 sekunder tilbage sikrede Philip Nolan sejren til Team FOG Næstved, som vandt 81-80. Nolan havde allerede brændt et straffekast, og yderligere en misser ville have givet forlænget spilletid.

– Jeg er meget glad for at blive en del af historien. Og ellers er jeg bare tom for ord, siger Næstveds pokalhelt til TV2 Sport.

-Det er stort og velfortjent, at det endelig lykkedes, siger borgmester Carsten Rasmussen til TV ØST.

-Det er meget, meget stort. Både for Næstved og for Team Fog. Det er helt utroligt. Inden for basket er Næstved gået fra at være ukendte på danmarkskortet til nu at vinde pokalen for første gang. Det er jo rigtig stort, siger borgmesteren.

Kommentarer