Næstved By

Prinsesse Marie indvier historisk Kähler-værksted

Næstved: Alle interesserede indbydes til indvielsen af den historiske bygning på Kählersbakken i Næstved.

Tirsdag den 27. september klokken 10.30 indvier Kähler virksomhedens nye hovedkontor, flagskibsbutik og historiske udstilling i det tidligere værksted på Kählersbakken 5 i Næstved. De renoverede bygninger, som rummer mere end 140 års dansk håndværkshistorie, indvies af H.K.H. Prinsesse Marie, der bydes velkommen af taler fra både ejer af Kähler Design, Frantz Longhi samt Næstveds borgmester Carsten Rasmussen.

Herefter bydes H.K.H. Prinsessen på en rundvisning ved Frantz Longhi, som vil vise rundt og fortælle om det danske keramik-eventyr og historien bag nutidens succes, der startede tilbage i 1839.

Klokken 12.30 åbnes dørene til Kählersbakken og alle der har lyst bydes indenfor til at se de smukke lokaler, velbevarede maskiner, brændingsovne og vægmalerier, der har fået lov at blive på deres originale pladser i flere af bygningens rum. Derudover vil være en stor Hammershøi-konkurrence, DJ, bobler og snacks på dagen.

Alle er velkomne – og det kræver ikke billet at deltage.

Det tidligere værksted er renoveret med stor respekt for historien og bliver virksomhedens nye hovedkontor. Bygningerne vil desuden huse en historisk udstilling samt en flagship store, hvor man naturligvis vil kunne købe Kählers produkter samt på udvalgte tidspunkter deltage i kreative og inspirerende aktiviteter for hele familien.

Historien ses tydeligt i de velbevarede maskiner, brændingsovne og vægmalerier, der har fået lov at blive på deres originale pladser i flere af bygningens rum, men også på bygningens ydermure, hvor originale friser og udsmykninger i keramik stadig pryder facaderne.

Kommentarer