Samfund

Næstved fik 11,5 millioner kroner af bredbåndsmidlerne i Region Sjælland

På landsplan blev Region Sjælland den store vinder ved den første ansøgningsrunde til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets Bredbåndspulje.

10 projekter fra borgerinitiativer i de 17 kommuner under region Sjælland har i alt modtaget tilsagn om støtte på 33,9 millioner kroner. Af disse midler kommer 11, 5 millioner kroner til at gøre god gavn i fire lokalområder i Næstved Kommune.

En borgergruppe i Bistrup, Skraverup og Skraverup Huse har fået bevilget 2,7 millioner kroner til formålet. Og tilsvarende har borgere i Krummerup, Bendslev og Hårslev fået tilsagn om 3,1 millioner. kroner.

Disse projekter har indgået en partnerskabsaftale med Næstved Kommune, der som en særlig mulighed og kun i forbindelsen med Bredbåndspuljen har lovlig adgang til at yde et mindre, økonomisk tilskud til etableringen af fibernet.

Læs også: Borgersammenslutning i Næstved Kommune får del i bredbåndspulje

Derudover har Baron Otto Reedtz-Thott dannet en forening, der skal eje og drive Bredbåndforening. Denne sammenslutning har fået 4,7 millioner. kroner. Og endelig har et borgerinitiativ omkring Sneslev modtaget en statslig støtte på 968.000 kroner.

Energistyrelsens landsdækkende opgørelse over områder med ingen eller alt for lav netdækning opregnede cirka 7.000 husstande og erhvervsejendomme som ramt af fænomenet.

Med start i forsommeren arbejdede mange borgergrupper i hele kommunen for at samle tilstrækkelig interesse til at udarbejde en ansøgning. Region Sjælland købte sig til en midlertidig konsulentordning, der kunne være grupperne behjælpelig med den noget kringlede ansøgningsprocedure.

I Næstved Kommune indsendte 20 grupper en interessetilkendegivelse til Energistyrelsen – med håbet om at en teleoperatør ville melde sig for at påtage sig det praktiske etableringsarbejde. Desværre måtte 16 indmeldte projekter vente forgæves.

Borgmester Carsten Rasmussens er glad for den store interesse for etablering af bredbånd, som borgerne har udvist.

– Jeg er meget tilfreds med, at Næstved Kommune ligger i toppen af de imødekomne ansøgninger – og jeg er glad for at konstatere, at kommunerne i Region Sjælland er blevet tilgodeset. De tørre tal viser jo også, at vi længe har været nødlidende på bredbåndsdækningen. Som kommune er det meget begrænset, hvad vi har lov til at gøre. Så meget desto mere er det godt, at der er oparbejdet et godt samarbejde mellem embedsværket i Næstved Kommune og de aktive borgergrupper. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at være behjælpelige i forhold til de mange borgere, som i disse dage er blevet skuffede over ikke at blive tildelt et statstilskud. En ny ansøgningsrunde venter i starten af 2017, så vi håber det bedste, lyder det fra borgmester Carsten Rasmussen.

Kommentarer