Her er løsningen til ulykkes-krydset i Fuglebjerg
Beslutter Teknisk Udvalg i Næstved Kommune på tirsdag den 7. februar at bruge 250.000 kr på ombygning af dødskrydset ved landsbyen Haldagerlille er Center for trafik og Ejendomme klar med en løsning og kan straks gå igang.
På baggrund af trafikulykkerne i krydset ved Haldagerlille 2 km fra Fuglebjerg, har administrationen foretaget en besigtigelse af krydset i Haldagerlille og foreslår, at krydset ombygges, således at det nuværende 4-benede kryds ændres til to T-kryds. Vedtages projektet kan projekter ifølge Center for Trafik og Ejendomme, sættes igang straks og være færdig inden udgangen af marts.
Læs også: 250.000 kr på vej til farligt Fuglebjerg-kryds
– Selve krydset er egentlig ikke problemet, der er gode oversigtsforhold, og ikke voldsomt meget trafik, fortæller Anders Petersen, der er Ingeniør i Center for Trafik og Ejendomme i Næstved Kommune.
– Ofte er problemet i sådan nogle områder at man “glemmer” at se sig for hvis man har kørt det samme sted i 10 år. Det viser statistikken, fortæller Anders Petersen til Næstved Netavis et par timer efter den tredje alvorlige ulykke i krydset ved Haldagerlille.
Læs også: Ny ulykke i dødskrydset ved Fuglebjerg
– Hvorfor der lige nu sker flere ulykker på kort tid må ganske enkelt være tilfældigheder, der er jo ikke som sådan nogen konkret årsag til at der sker ulykker i netop dette kryds, siger Anders Petersen.
– Vi skal hurtigst muligt have brudt nogle vaner, og det kan vi gøre ved at ombygge krydset hurtigst muligt, forklarer Anders Petersen, som skitserer en løsning med flere tiltag, der kan modgå flere ulykker.
Ifølge Anders Petersen, vil det ændrede vejforløb (billedet herover) i indstillingen som Teknisk Udvalg skal tage stilling til på tirsdag, være medvirkende til at trafikanter overholder vigepligten.
– Sidevejene er planlagt til at dreje en smule lige inden, men når vigepligten til Skælskørvej. Samtidig kunne man lave nogle sidevejsheller, og så bliver det ikke længere muligt at køre lige over, og det vil i sig selv gøre det nødvendigt for trafikanter at være opmærksomme, forklarer Anders Petersen.
– På Skælskørvejen påtænker vi at lave en lokal hastighedsbegrænsning til 70 km/t lige før og efter sidevejene, og desuden skilte med at der er sideveje, og på den måde også gøre trafikanter på “primærvejen” opmærksomme på sidevejene, forklarer Anders Petersen, Ingeniør i Center for Trafik og Ejendomme til Næstved Netavis.
Klar til at agere hurtigt
Hvis Teknisk Udvalg beslutter at bruge 250.000 kr. på ombygningen af ulykkes-krydset, vil projektet blive prioriteret højt.
– På grund af de mange ulykker derude vil dette projekt ikke indgå i vores normale prioritering, men vil blive igangsat med det samme, hvis vores politikere beslutter at det skal gøres, fortæller Anders Petersen.
– Såfremt der ikke kommer frost eller sne, der kan forhindre arbejdet, så kan vi være klar med et ombygget kryds i slutningen af marts måned, fortæller Anders Petersen til Næstved Netavis.
Det er altså nu op til Teknisk Udvalg i Næstved Kommune at beslutte om ulykkes-krydset skal stå ombygget i en mere sikker version allerede i slutningen af marts 2017. Teknisk udvalg har det på dagsordenen til næste møde på tirsdag den 7. februar 2017.
Yderligere info:
Teknisk Udvalg varetager kommunens opgaver på teknik-, miljø-, natur-, forsynings-, vej-, og trafikområdet.
Udvalget har 7 medlemmer:
Søren Revsbæk – formand (V)
Mette Stensgaard (A)
Helle Jessen – næstformand (A)
Thor Temte (Ø)
Hanne Sørensen (A)
Karsten Nonbo (V)
Niels Kelberg (O)
Kommentarer