Dagli’Brugsen i Karrebæks dage er talte
Dagli’Brugsen i Karrebæk fik i begyndelsen af februar besked fra Coop om at butikken skulle lukkes. Borgerne samlede underskrifter ind og fik til udgangen af august til at hæve omsætningen med 50.000 kr pr uge. Det ser ikke ud til at lykkes og formanden mener butikken lukker.
I begyndelsen af februar meddelte Coop, at Dagli’Brugsen i Karrebæk skulle lukke. 800 borgere i lokalområdet ville dog ikke finde sig i at deres eneste dagligvarebutik skulle lukke og samlede underskrifter ind.
Underskrifterne som blev afleveret på Dagli’Brugsens kædedirektør Jesper K. Andersens kontor, og han valgte at give butikken yderligere 100 dage til at bevise, at den har sin eksistensberettigelse. Butikken har fået indtil udgangen af august, og det ser ikke godt ud for butikken.
Målet er at omsætningen skal hæves med 50.000 kr pr uge, men en Netto-butik åbnede 1.300 meter derfra og har øget konkurrencen i området.
– Hvis der ikke snart kommer mere gejst, tror jeg, at vi er nødt til at lukke. Det går den forkerte vej og jeg synes, at medlemmerne og Coop har svigtet. Det vil overraske mig, hvis butikken eksisterer efter 31. august, siger en meget pessimistisk formand for brugsbestyrelsen, Conni Schou til Sjællandske.
Dagli’Brugsen i Karrebæk er en af de ældste brugser i landet, og med en nedslidt butik, som Coop ikke ønsker at bruge penge på at renovere ser det sort ud for Dagli’Brugsen i Karrebæk.
Hver uge skriver Dagli’Brugsen i Karrebæk omsætningen på en tavle i butikken, men udviklingen går desværre i den gale retning.
Ifølge formanden for brugsbestyrelsen bliver de store tabere de ældre beboere, som ikke længere vil have en dagligvarebutik i området.
Kommentarer