Job- og uddannelsesmesse med fokus på unge og rekruttering
Jobcenter Næstved inviterer igen i år indenfor til en messe fyldt med inspiration, sparring, job- og uddannelsesmuligheder. Messen har i år særligt fokus på unge, og med deltagelse af 68 forskellige virksomheder, vikarbureauer, uddannelsesinstitutioner og a-kasser er der rig mulighed for jobsøgende og andre interesserede at blive inspirerede.
Der er i øjeblikket store rekrutteringsudfordringer på landsplan. Det giver anledning til at tænke i andre baner, når virksomheder skal sikre den rette arbejdskraft. Derfor har Næstved Kommune valgt at sætte fokus på de unge og deres fremtidige uddannelser på den årlige jobmesse, der i år har ændret navn til Job- og uddannelsesmessen.
De besøgende kan hilse på 68 forskellige virksomheder, vikarbureauer, uddannelsesinstitutioner og a-kasser, der byder på job- og uddannelsesåbninger samt inspiration og gode råd. Så der er rig mulighed for at skabe sig et overblik over mulighederne på det lokale arbejdsmarked og få svar på eventuelle spørgsmål.
– Det er i flere brancher en udfordring at rekruttere den nødvendige arbejdskraft. Derfor er det vigtigt for os som kommune at være med til at sikre den arbejdskraft, der er behov for. Og så det jo fantastisk, at der er så stor opbakning til vores messe, siger arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune, Torben Bahn Petersen.
Der vil blandt andet være deltagelse af Dagplejen, Novenco, Udlændingestyrelsen og Femern Agency. Og som noget nyt i år deltager både Præhospitalt Center og Falck Danmark.
Ukrainere er også inviteret med
Næstved Kommune modtager i øjeblikket ukrainere, der er flygtet fra krigen. Derfor er invitationen til årets job- og uddannelsesmesse blevet oversat til ukrainsk og sendt til alle de ukrainere, der er ankommet til Næstved Kommune og som har vist interesse for at finde et job. Invitationen er desuden sendt til de omkringliggende kommuner.
Med Job- og uddannelsesmessen vil Næstved Kommune og Jobcenter Næstved gerne skabe en inspirerende dag for jobsøgende fra hele regionen, hvor der blandt andet vil være mulighed for sparring i forhold til efteruddannelse, ansøgning, CV, videopræsentation og LinkedIn. Der vil også være oplæg om den gode strategi i jobsøgningen.
Job- og uddannelsesmessen finder sted onsdag den 4. maj 2022 klokken 9.30 til 12.00 i Herlufsholm Idrætscenter, Herlufsholm Allé 233, 4700 Næstved. Alle jobsøgende og andre interesserede er velkomne på messen. Det er gratis at deltage og kræver ingen tilmelding.
Kommentarer