Næstved By

Indbydelse: Luft din veteranbil og få gratis entre og brunch nu på lørdag

Peder Spandet indbyder alle til at kigge forbi Næstved Automobil Museum på lørdag fra kl. 10.00

Ankommer du på lørdag i din gamle veteranbil hos Næstved Automobil-, Nostalgi- & Samlermuseum, Skellet 19, er der fri entre og brunch for to.

Skrevet af Birgitte Grejsen Møs.

Alle andre, der ikke lige er i besiddelse af en veteranbil, er naturligvis også velkommen til at lægge vejen forbi Skellet 19 på lørdag kl. 10.00.

Der bliver masser at kigge på for alle, der er interesserede i flotte, gamle biler og lidt nostalgi fra de gode gamle dage.

Næstved Automobil-, Nostalgi- & Samlermuseum slår dørene op for for dette års sæson, og man vil kunne opleve en imponerende samling,

De 3400 kvm. store lokaler er fyldt op med 160 biler, 60 motorcykler og knallerter, fly og værksteder. Der er desuden indrettet gader med små forretninger fra 50`erne og meget, meget mere.

Næstved Automobilmuseum ejes af Peder Spandet. Det er indrettet i de tidligere fabrikslokaler, hvor Ecophon havde til huse.

Peder stod i sin tid i lære som snedker og lavede biler i sin fritid. Men efter læretiden havde han større interesse for biler end for snedkerfaget. Derfor startede han så småt op med at opkøbe biler, sætte dem i stand og sælge dem videre på auktion.

Peder satte sin første bil i stand og solgte den, inden han fik kørekort, så interessen har altid været der. Han startede museet i 2012, så i år er således 5. sæson.

Artikel forsætter under foto.

Peder har i mange år været samler af en masse forskellige ting. I sin forretning Næstved Autoophug har han selvfølgelig reddet mange biler og motorcykler fra skrot. Men også på forskellige rejser, bl.a. i Østeuropa, har han taget en hel del med hjem.

De fleste af de udstillede biler og motorcykler er ikke restaureret, men står, som da de var aktivt i brug. Det giver et rigtig godt billede af, hvordan hverdagtransportmidler tidligere så ud.

Et autentisk præg, der ikke ses mange steder, men som gør oplevelsen så meget større. Selv personalet fra kendte godser som har lignende samlinger,  er imponeret over den store samling af biler, der gemmer sig i de gamle fabriksbygninger.

Artikel forsætter under foto.

Museet rummer alt, lige fra gammelt værktøj over cykler og knallerter, biler til lastbiler og et enkelt fly. Der er også en del motorcykler og landbrugsredskaber. Blandt bilerne kan man se den bil, Kronprinsen kørte i, da han studerede i USA.

Der er gamle forretninger fra Præstø og stolerækker samt en fremviser fra den gamle Phønix biograf. De små værksteder og forretninger, der er indrettet flere steder, gør oplevelsen endnu større og autentisk.

Artikel forsætter under foto.

Man kommer vidt omkring ved et besøg på museet, og skulle man blive træt af at vandre rundt i de store lokaler, er der indrettet et cafeteria,, hvor man kan nyde en kop kaffe og lidt let at spise.

Automobilmuseet bliver flittigt besøgt af gæster fra så at sige hele verden. Det er ikke et sjældent syn at se store turistbusser på parkeringspladsen hvor alle passagerene er på museumsbesøg. Og det er ikke kun et museum for mænd med hang til biler. Der er masser af nostalgi og spændende ting at kigge på, så fruen kan roligt gå med ind af døren til en verden fyldt med hygge, nostalgi og en samling, som virkelig er værd at opleve.

Adresse:
Næstved Automobil-, Nostalgi og Samlermuseum.
Skellet 19.
4700 Næstved.

Parkering:
Stor, privat gratis parkering.

 

Kommentarer