Karrebæksminde

karrebæksminde-tyv fundet sovende hos ekskæreste i Næstved

Natten til onsdag alarmerede en opmærksom nabo politiet omkring et indbrud på Havbakken på Enø, hvilket førte til anholdelsen af to unge mænd på 21 og 22 år, som nu begge er varetægtsfængslet i fire uger.

Onsdag den 28. december var de begge stillet i et grundlovsforhør i Retten i Næstved, og her erkendte de, at de var i gang med at begå indbrud, skriver Sjællandske.

Den 22-årige er sigtet for yderligere fem indbrud i området samt et biltyveri, og den 21-årige er i øjeblikket sigtet for to biltyverier. Men, listen kan dog vokse yderligere i takt med politiets efterforskning af hele 22 indbrud i området ved Karrebæksminde fra den 22. december. Politiet mistænker dem for at have begået alle indbrud.

I retten blev det fortalt, at de mødtes tirsdag aften den 27. december ved Næstved Storcenter, hvorefter de kørte rundt i en stjålet Citroën C1, som den 22-årige unge mand havde købt for blot 3500 kroner. Hvem han købte den af, ville han ikke udtale sig om.

Da de to unge mænd blev overrasket af politiet kort før klokken 04 om natten, måtte de efterlade bilen, der var fyldt med alt lige fra parfumer til Playstations med spil. Den 22-årige forklarede i retten, at tingene var i bilen, da han købte den, og at de ikke var stjålet ved indbrud.

På den 22-årige fandt politiet 2300 kroner i store sedler, bilnøgler til en Mercedes og en Folkevogn, guldkæder, guldarmbånd og gamle mønter. I retten forklarede han, at nøglerne var fundet på stationen, og at nogle af tingene var hans egne.

Overnattede hos ekskæreste

Den 21-årige slap i starten med skrækken, da han lykkes med at slippe hjem til sin ekskæreste på et kollegie i Næstved. Men, onsdag den 28. december klokken 10.20 fandt politiet ham sovende, og anholdte ham derefter.

Her blev der fundet et dyrt herreur og en pung med flere stjålne kreditkort. Han kendte ikke noget til det, men indrømmede at havde holdt en Seat-bilnøgle for en anden, som er stjålet ved et indbrud.

Retssagen fortsætter den 25. januar. Politiet skal nu foretage DNA-spor og ransagninger samt finde ud af, hvor de mange fundne ting hører til.

Kommentarer