Næstved By

Hotel Vinhuset vil tilbage i folks bevidsthed

Dorthe Koch-Jensen fanget på en solrig eftermiddag i gårdhaven på Hotel Vinhuset.

Et af byens gamle hoteller, Hotel Vinhuset, eksisterer skam stadigvæk, selvom mange Næstvedborgere tit og ofte tror andet. En udfordring, som  daglig leder af Hotel Vinhuset, Dorthe Koch-Jensen, nu tager kampen op imod. 

Af Birgitte Grejsen Møs.

Hotel Vinhuset er et af Næstveds to gamle hoteller og har en historie, som kan føres tilbage til 1778,

I midten af 1700-tallet var bygningen ejet af vinhandleren Mathias Hansteen, der i 1752 lavede en forespørgsel til kong Frederik 5. om, hvorvidt hans datter måtte overtage hans privilegium til at drive kro, når han døde.

I 1754 overtog hun vindhandlen, og gården, hvorfra handelen forgik, fik navnet Vinhuset. Hun arvede samtidig faderens privilegium, der gav eneret til at sælge vin og fransk brændevin.

I 1778 blev vinhandlen lavet om til hotel, og det har fungeret som sådan siden, selvom salget af vin fortsatte.

I 1800-tallet blev hotellet ombygget flere gange. I 1855 opførte man en nordfløj mod Vinhusgade, og i 1864-65 ombyggede man sydfløjen, mens midterfløjen af bygningen blev til i 1891, da man flyttede hovedindgangen fra Vinhusgade om til Sankt Peders Kirkeplads lige over for indgangen til kirken.

I 1999 renoverede man kælderen, der stammer tilbage fra middelalderen. Den havde hidtil kun været åben for publikum og gæster ved særlige lejligheder, men den blev nu omdannet til restaurant. I 2006 renoverede man hele hotellet, og man indrettede herefter rummene i art decostil.

I 2011 gik hotellet konkurs, men det åbnede igen året efter, og konkursboet blev opkøbt af hotelkæden Danske Hoteller i foråret 2012. I 2013 fik stedet ny direktør. I efteråret lukkede man restauranten i hotellets kælder i en periode, mens man renoverede den. Den genåbnede i januar 2017.

– Det er den lange udgave af Hotel Vinhusets historie. Og især den sidste del slås vi stadigvæk med, fortæller Dorthe Koch-Jensen.

– Mange af de Næstvedborgere, jeg har talt med i løbet af sommeren, ved f.eks. Vinfestivalen på Axeltorv, har givet udtryk for, at de ikke troede, at vi har åbent. Hotellet var rigtig nok lukket efter konkursen i 2011, men blev købt af Danske Hoteller i 2012 og har været åben lige siden, fortæller Dorthe.

– Hotel Vinhuset har de historiske rammer, og mange gamle Næstvedfamilier har tradition for at holde livets fester, også når det er den “sidste” kop kaffe, der skal nydes. Men at få Hotel Vinhuset tilbage i folks bevidsthed føler jeg, at vi kun kan gøre ved aktivt og fysisk tale med potentielle gæster ved de forskellige events, der bliver afholdt her i city.

– En af hotellets andre store udfordringer er manglende P-pladser i midtbyen. Pga. forskellige nybyggerier mangler vi pludselig en hel del P-pladser, og det er en udfordring, ikke kun for vores hotel, men også for Næstveds handlende generelt.

– Jeg har måtte tænke ud af boksen mht. til vores firmakonferencer og større events. Det er faktisk lykkedes os at få lave nogle supertilbud til vores gæster. Det gælder om hos os, som alle andre at være kreativ, når større udfordringer banker på døren. Såsom de manglende P-pladser.

– Hotel Vinhuset er gammelt, og vi kommer ikke uden om, at renovering af hotellet er en omkostelig affære. Vi har lige netop færdiggjort 10 værelser, og vi arbejder kontinuerligt på, at alle værelser skal have et løft.

– Alt imens sørger jeg for, at hotellet fungerer, og at vi får fyldt Hotel Vinhuset med glade festgæster, konferencegæster, turister og overnattende håndværkere. I vores restaurant Vinhuskælderen kan man vælge retter a la carte. Mortensaften byder vi på dejlig andesteg, og til jul oser hotellet af jul og frokoster, med hvad dertil hører.

– Jeg håber og tror på, at Hotel Vinhuset kan finde tilbage i folks bevidsthed og atter vil blive et aktiv, som Næstveds borgere vil benytte til hverdag og fest, afslutter Dorthe Koch-Jensen.

Hotel Vinhuset.
Sct. Peders Kirkeplads 4.
4700 Næstved.

 

Kommentarer