Hønsetoget kører de næste to søndage
Næstved: De næste to søndag kan man opleve Lille Syd banen fra Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog.
Søndag den 10. og søndag den 17. juli kører Østsjællandske Jernbaneklubs veterantog på Lille Syd banen mellem Køge, Haslev og Næstved. Begge dage kører det såkaldte Hønsetog to dobbeltture.
Østsjællandske Jernbaneklub har fra Banedanmark nemlig igen fået plads på skinnerne til deres veterantog, og det bliver klubbens hyggelige motorvognstog, der klarer kørslerne disse dage.
Toget består af to motorvogne bygget på fabrikken Triangel i Odense, henholdsvis i 1928 og 1932, der imellem er den lille personvogn med åbne endeperroner, bygget hos Scandia i Randers i 1924. Med på turene, er klubbens Tuborgvogn, så passagererne kan medbringe cykler og barnevogne.
Personalet på toget er alle medlemmer af Østsjællandske Jernbaneklub,
Alt arbejde i forbindelse med køreturene varetages af klubbens medlemmer der tager gamle uniformer på, der passer til togets alder. Alle arbejder frivilligt og ulønnet og de svarer meget gerne på spørgsmål om klubben og materiellet.
Turene køres så klubben kan indtjene et godt overskud, til vedligeholdelse og istandsættelse af de gamle tog, samt til opbygning at klubbens nye areal.
Turen foregår i et adstadigt tempo, der giver rig mulighed for at nyde det afvekslende landskab, frodige marker, skove, byer og ikke mindst Holmegaard Mose – eventuelt fra togets åbne endeperroner.
Man kan købe lidt godt til halsen i form af øl, vand, slik eller en lille souvenir om bord på toget.
Man kan stige af eller på toget på alle mellemstationer. Man kan også tage det første tog ud og det sidste tilbage.
En returbillet koster 95 kroner for en voksen og 60 kroner for et barn fra 4 år til og med 14 år. Børn på 3 år og derunder kører gratis med. Man kan også købe enkeltbilletter. Cykler, barnevogne og øvrigt rejsegods medtages gratis i togets pakvogn.
Billetter købes hos personalet på toget, og der modtages kontanter eller Mobile Pay / Swipp.
Man kan se hele køreplanen og læse mere på Østsjællandske Jernbaneklubs side på facebook.
Der er afgang fra
- Køge klokken 9.55 og 12.55
- Tureby klokken 10.12 og 13.12
- Haslev klokken 10.27 og 13.27
- Toget ankommer til Næstved klokken 10.51 og 13.51
Der er afgang fra
- Næstved klokken 11.20 og 14.20
- Haslev klokken 11.49 og 14.49
- Toget ankommer til Køge klokken 12.19 og 15.19
Kommentarer