Gavnø-baron skal i retten for dokumentfalsk

Gavnø: Den 62-årige Gavnø-baron Otto Reedtz-Thott er blevet sigtet for groft dokumentfalsk i forbindelse med indregistreringen af en unik sportsvogn.

Tirsdag 18. oktober skal baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø Slot møde ved Retten i Næstved. Det danske skattevæsen har nemlig beskyldt den 62-årige baron for groft dokumentfalsk i forbindelse med indregistreringen af en kopi af en AC Cobra-sportsvogn fra 1966. Gavnø-baronen risikerer en fængselsstraf på flere måneder. Det skriver Sjællandske.

Den omtalte sportsvogn er en nøjagtig kopi af en ægte AC Cobra, som baronen solgt på en auktion i februar sidste år, for 7 millioner kroner. Selv stelnummeret er det samme. Kopien har i årevis været anvendt til racerløb på bane.

Anklagen lyder på at baronen har forsøgt at syne og indregistrere køretøjet som en ægte AC Cobra, selvom kopien er langt mindre værd.

– Denne sag er endnu et eksempel på manglende faglighed hos Skat og beror på én stor misforståelse, siger baron Otto Reedtz-Thott til Sjællandske. Anklagen kom som følge af at baronen havde henvendt sig til Skat for at høre, hvad det ville koste at indregistrere kopien. I den forbindelse bad Skat ham om at få køretøjet synet.

– I stedet for at rådgive mig korrekt, bad Skat mig om at følge nogle procedurer, som de beskrev, herunder at køre bilen til syn, hvilket jeg gjorde. At jeg fulgte deres skriftlige anvisninger, har derefter resulteret i denne sag, siger baron Otto Reedtz-Thott chokeret til Sjællandske. Og han fortsætter:

– Min tillid til Skat er helt væk. Jeg betragter denne sag som et alvorligt brud på dansk retssikkerhed.

Kommentarer