Flere stærkt utilfredse med Holmegaardshuset i Fensmark

Fensmark: 33-årige Nina Christensen er stærkt utilfreds med opholdsstedet Holmegaardshuset i Fensmark, da hun efter endt ophold fik tvangsfjernet sine to mindreårige børn på baggrund af en forældrekompetence-undersøgelse.

Familiepsykolog Finn Westh beskriver 33-årige Nina Christensen som ‘en funktionel sinke’, der er psykisk ustabil, har ADHD-lignende symptomer, har borderline og er umoden i forhold til sin moderrolle i forældrekompetence-undersøgelsen, der er udarbejdet for Holmegaardshuset, skriver Sjællandske.

Ifølge den 33-årige Nina Christensen banede det vejen for en urimelig tvangsfjernelse, og derfor besluttede hun sig for at gå rettens vej samt at gå til psykologer, som kunne affeje påstandene om hendes psykiske tilstand.

Læs også: Politikere vil undersøge forhold på Holmegaardshuset

Hos en uvildig psykolog blev det slået fast, at hun ikke optræder angstpræget, krisepræget eller psykotisk, og at hun heller ikke opfylder et eneste af de fem diagnostiske grundkriterier for borderline-personlighedsforstyrrelsen.

Men, hun er ikke den eneste, der er føler, at hun er blevet uretmæssigt behandlet af opholdsstedet, da det også er kommet frem, at 36-årige Anita Nielsen fik tvangsfjernet sine børn efter opholdet på Holmegaardshuset.

– Meningen var, at vi skulle hjælpes på vej som familie, men jeg fandt hurtigt ud af, at deres mål var at få mine børn fjernet, forklarer den 36-årige Anita Nielsen til Sjællandske.

Finn Westh har ikke nogen kommentar til sagerne, og har desuden tidligere fået en reprimande fra Psykolognævnet.

Enhedslisten i Slagelse Byråd mener desuden, at det vil være passende at sætte aktiviteter på adressen på pause, indtil forholdene på opholdsstedet er blevet undersøgt.

Kommentarer