Samfund

Flere læger i regionen har lukket for tilgangen af nye patienter

I Region Sjælland har knap 70 procent af lægerne lukket for tilgangen af flere patienter. I Næstved Kommune har 40 procent af kommunens læger lukket for tilgang af nye patienter.

Ifølge en ny undersøgelse fra Praktiserende Lægers Organisation, PLO, har knap 70 procent af lægerne i Region Sjælland lukket for tilgangen af ny patienter, skriver Sjællandske.

I Region Sjælland er Roskilde Kommune den hårdest ramte, da hele 93,5 procent af lægerne har lukket for tilgang af nye patienter. I Sorø, Faxe og Holbæk har mere end halvdelen af kommunernes læger lukket for tilgang.

Læs også: Sygehusene i Region Sjælland mest effektive

– Der er ingen ‘smørhuller’ mere i de større byer. De praktiserende læger får flere og flere opgaver fra supersygehusene. De patienter, som tidligere lå på medicinsk afdeling, udskrives i dag som færdigbehandlede med drop i armen. Vi kan ikke sige nej, siger Ulrik Hesislev, formand for lægeforeningen PLO i Region Sjælland, til Sjællandske.

Ulrik Hesislev har praksis i Haslev Lægecenter, hvor de har 14.000 patienter til otte læger. Derfor har de valgt at have lukket for tilgangen af nye patienter, da presset er blevet for stort.

Organisationen Danske Patienter er bekymrede over tendensen, da afstand kan betyde, at nogle patienter venter med at gå til lægen med symptomer, hvilket kan have et fatalt udfald.

Kommentarer