Næstved By

Flere gerningsmænd involveret i skudepisode fredag

Næstved: Politiet formoder efter skudepisoden på Parkvej i Næstved natten til fredag, at flere gerningsmænd var involveret.

Natten til fredag den 23. september omrking klokken 00.30 blev en 30-årig mand ramt af flere skud på parkeringspladsen ved Rema 1000 på Parkvej i Næstved, skriver TV Øst.

Læs også: Mand anholdt efter skudepisode i Næstved

– Det er vores umiddelbare vurdering, at der er mere end én gerningsmand. Der er afgivet en række skud, nærmere vil jeg ikke komme ind på det, siger politiinspektør ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver til TV Øst.

Den 30-årige mand valgte efterfølgende at søge hjælp hos politiet, hvor de og en læge ydede førstehjælp. Derefter blev han fløjet ind til Rigshospitalets Traumecenter. Han er nu opereret, og er meldt uden for livsfare.

Politiinspektør Kim Kliver mener ikke, at borgerne i Næstved skal føle sig truet i deres hverdag, da der tegner sig et billede af, at personerne der har sat hinanden i stævne, er fra et kriminelt miljø. Borgerne skal derfor ikke frygte, at de bliver de næste skudofre.

Læs også: Næstved Kommune kan ikke forhindre skyderier

Næstved og omegn har før flere gange været udsat for banderelateret uro. Tilbage i 2013 blev en mand dræbt ved skud gennem et vindue i en lejlighed. Senest blev to mænd i august stukket ned i et bandeopgør i Næstved og i september smadrede to mænd en BMW, som formentlig også var en del af en bandekamp.

Kommentarer