- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Uhygge og gys blandes med frivillighed
Afholdes 19. oktober 2018 kl. 15:00 - 18:00
Begivenhed Navigation
Uhygge og gys blandes med frivillighed og lysten til at gøre en forskel.
Halloween er en forholdsvis ny mærkedag hos os danskere. Men ikke desto mindre er halloween blevet en tid, som vi samles om. Vi samles om uhyggen, gyset og gør det til noget hyggeligt. Et fællesskab. Fællesskab er ikke noget alle har, men netop dét sørger Ventilen Næstved for at unge, der føler sig ensomme har!
Fredag d. 19-10-2018 kl. 15-18 kan du møde de frivillige fra Ventilen i Næstveds gader. De trækker nemlig i deres uhyggeligste kluns, fylder græskarspandene med slik og hiver et whiteboard under armen. Det lyder måske som en sjov kombination, men formålet her
er at de vil sætte fokus på ensomhed blandt unge, fokus på frivillighed og at alle, kan være med til at gøre en forskel!
Hvis du møder de frivillige, får du mulighed for at deltage i deres konkurrence om at vinde et gavekort til en lækker brunch for to! På whiteboardet vil der stå: ”Jeg gør en forskel når…”, og for at deltage i konkurrence skal du blot fuldende sætningen.
”Vi håber at denne lidt ”spøjse” måde at fejre frivilligheden og sætte et fokus på ungdomsensomheds problematikken, kan være med til at løsne lidt op i snakken. For vi skal tale om det der er svært, vi skal skabe gode og vedvarende minder og ikke mindst, har vi alle en del af at hjælpe ikke bare unge, men alle ind i fællesskabet. ” siger Ditte P.H. Rasmussen, formand for Ventilen Næstved.
Fakta om Ventilen
– Ventilen Næstved har fungeret siden 2009 og er en selvstændig lokalafdeling under Ventilen Danmark. De frivillige er alle almindelige unge mellem 18-30 år.
– Mødestedet er et tilbud til unge mellem 15-25 år, der føler sig ensomme. Der er åbent hver tirsdag fra kl. 18-21
– I 2017 besøgte i alt 669 unge Ventilens forskellige tilbud
– 70 % af de unge føler sig mindre ensomme, efter de er begyndt i Ventilen.
– Ventilen har til formål at forebygge og modvirke ensomhed blandt unge samt sprede viden om problemet ungdomsensomhed
Fakta om ensomhed
– 6,4% i alderen 16-29 føler sig ofte eller altid ensomme – det svarer til 64.000 unge
– Ensomhed opstår, når ens sociale behov ikke stemmer overens med ens sociale relationer
– Danske forskere mener at langvarig ensomhed er ligeså sundhedsskadeligt som rygning