- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Thomas Evers åbner julemærkemarch
Afholdes 2. december 2018 kl. 10:00 - 12:00
Begivenhed Navigation
Thomas Evers Poulsen har prøvet det på egen krop og åbner årets julemærkemarch.
– Jeg husker mange cykelture hjem fra skole med tårerne trillende ned af kinderne, hvor jeg bare skulle hjem til trygheden, siger Thomas Evers Poulsen – kendt fra Vild med Dans og ambassadør for Julemærkefonden, som kommer og åbner årets Julemærkemarch i Næstved. Han ved, hvad det vil sige at blive mobbet, for det blev han selv som barn, fordi han var anderledes.
– Vi er meget glade for, at Thomas Evers Poulsen har sagt ja til at komme en tur til Næstved for at bakke op om vores Julemærkemarch, siger Inger Stelzig, tovholder for marchen i Næstved.
– Der er 500 børn på venteliste til et ophold på et landets 5 julemærkehjem, så der er brug for al den støtte de kan få, og her hjælper et kendt og vellidt ansigt som Thomas Evers Poulsen, tilføjer hun.
Det koster kun 30 kr. at gå med i Kalbyrisskoven søndag den 2. december kl. 10, og man kan gå to ruter – på 5 og 10 km. Man kan vandre eller løbe ruten, og man kan tage hunden med. Starten går fra Næstved Firma Sports Idrætscenter på Kasernevej 24, og her serveres gløgg og æbleskiver, varm chokolade med flødeskum – alt sammen sponseret af købmand Brian Sonne fra Rema 1000 på Trompetvej.
– Det er jo en særlig appelsin i turbanen i år, smiler Inger Stelzig, for det betyder, at vi har en chance for at samle et endnu større overskud afsted i år. Sidste år deltog over 300 mennesker og overskuddet var på flotte 13.379 kr. I en video på YouTube fortæller Thomas Evers Poulsen gribende om at blive mobbet, og om hvorfor han sagde ja til at blive ambassadør for Julemærkefonden.
– Det er uhyggeligt at det kan sætte sig så dybe spor, og det gør ondt at blive mobbet, for man vil gerne være som alle andre, men det var jeg ikke, og jeg ville ønske, at jeg dengang havde haft mulighed at komme på julemærkehjem, tilføjer han.
Det er frivillige fra Næstved Firma Sport og SeniorMotion i Næstved, der arrangerer Julemærkemarchen.