- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Smag med ørerne
Afholdes 6. juni 2019 kl. 10:00 - 19:00
Begivenhed Navigation
Studier viser, at smagen af din mad ændrer sig efter, hvad du hører. Fra den 6. juni kan du selv prøve det i HiFi Klubben i Næstved, der inviterer alle interesserede på særlige smagsoplevelser ganske gratis.
Du ved sikkert allerede, at god mad smager endnu bedre, når det er smukt anrettet. Derfor siger vi, at vi smager med øjnene. Men vidste du, at du også smager med ørerne? Forskning viser, at det vi hører, påvirker vores smagsoplevelse, og for at give næstvederne mulighed for at smage med ørerne byder HiFi Klubben i Næstved på en særlig lytte- og smagsoplevelse i samarbejde med La Cabra Coffee Roasters fra den 6. juni. Lydspecialisten har lavet særlige lydscenarier, der skal fremhæve forskellige smagsnuancer.
– Vi opfordrer folk til at kigge forbi og få en kop gourmetkaffe, som skal nydes, mens særlige specialdesignede lydscenarier bliver afspillet i høretelefonerne. Og vi glæder os rigtig meget til at se folks reaktion, når de oplever, hvor meget forskel i smagen det kan give, når man for eksempel lige smager sin kaffe til med et par lyse, søde violintoner, forklarer Thomas Nielsen, der er ansvarlig for Lyt & Smag-eventet hos HiFi Klubben i Næstved.
Høje toner giver sødme – prøv selv
Lektor i antropologi ved Aarhus Universitet Susanne Højlund, der blandt andet arbejder med smag i antropologisk madforskning, forklarer, at vi ikke altid kan definere, hvilken sans der leverer smagsoplevelsen.
– Vores smagsløg registrerer smag, men størstedelen af smagsindtrykket opfatter vi gennem lugtesansen. Faktisk er smag en multisensuel oplevelse, hvor vi bruger alle vores fem sanser samtidigt. Særligt for høresansen ved vi, at nogle toner styrker bitre smage, mens andre fremhæver sødme, siger Susanne Højlund.
Professor i eksperimentel psykologi på Oxford University Charles Spence har lavet forsøg, hvor deltagerne smagte karamelprøver, mens de lyttede til forskellige lyde, der var designet til at fremhæve henholdsvis sødme og bitterhed. Forsøgene har vist, at dybe toner generelt fremmer oplevelsen af umami og bittert, mens de højfrekvente toner især får os til at fremhæve sødt.
– Vi er altså i stand til at ændre smag med lyd, så hvis du for eksempel synes, at et stykke chokolade er for bittert, kan du med fordel ’smage det til’ med musik, der fremhæver det søde. Man kan også selv prøve at lave en blindtest, hvor man smager noget sammen med henholdsvis høje og dybe lydscenarier, siger Susanne Højlund.
Du kan også selv prøve smageeksperimentet med specialdesignede lydscenarier på www.hifiklubben.dk/lyt-smag.