- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Små Synger Sammen om havets dyr
Afholdes 12. september 2019 kl. 10:00 - 11:00
Begivenhed Navigation
Igen i år inviterer Næstved Musikskole og Børnekulturhuset i Næstved til en dag fyldt med sang og glæde for Næstved Kommunes børnehavebørn til Små Synger Sammen. Det sker den 12. september på Næstved Musikskole, hvor børnene i år skal synge sange om havets dyr.
Med ønsket om få børn i daginstitutioner rundt om i hele landet til at synge sammen, arrangerer organisationen Sangglad i samarbejde med lokale aktører, sangdagen Små Synger Sammen. Her er børnekulturkonsulent Katrine Gjesing gået sammen med flere musiklærere fra Næstved Musikskole for at skabe en dag, der skal styrke sangglæden hos Næstveds børnehavebørn.
Ro, ro, ro din båd
Temaet for sangdagen, Små Synger Sammen, skifter fra år til år, og denne gang kan børnene se frem til at synge om alle havets sjove dyr. De skal derfor øve sig på at synge med på klassiske børnesange som “Ro, ro, din båd”, “Blæksprutten Olsen” og mange flere.
Ud over den store sangdag den 12. september, bliver der afholdt endnu en sangdag for daginstitutionerne i Tappernøje. Denne sangdag løber af stablen dagen før, nemlig den 11. september, og bliver holdt i musiklokalet på Korskilde skole.
Hjemme i institutionen kan det pædagogiske personale efter sangdagen arbejde videre med sange, fagter og lege fra sangdagen. Sangglad har nemlig udviklet et pædagogisk materiale med bl.a. sangtekster, lydfiler, billedkort, lege med lyd og fagter. Materialet er tilgængeligt for alle på www.sangglad.dk
Endnu en sangdag i 2020
Til næste år er der planer om at tilbyde endnu et lokalområde en sangdag. På denne måde vil sangdagen i 2020 blive afholdt over hele tre dage på tre forskellige adresser i Næstved Kommune.
– Næstved er jo en stor kommune, og derfor er det vigtigt at tænke lokalområderne ind, når der arrangeres kulturelle aktiviteter for børn. Det er dejligt at synge sammen, og det skaber både glæde og fællesskab blandt børnene. Derfor skal sangdagen med tiden blive en mere fasttømret tradition for Næstved Kommunes børnehavebørn, fortæller børnekulturkonsulent Katrine Gjesing.
Sangdagen “Små Synger Sammen” bliver holdt på Næstved Musikskole, Skellet 29, 4700 Næstved. Det er den 12. september 2019 kl. 10.00 og kl. 11.00 for 80 børnehavebørn pr. gang.