- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Skumringstime
Afholdes 12. november 2018 kl. 19:00 - 21:00
Begivenhed Navigation
Oplæsning, kaffe og stearinlys er lig med Skumringstime, og det er en tradition på Næstved Bibliotek den anden mandag i november. Skumringstime er en del af “Nordisk Biblioteksuge”, hvor der samtidig læses højt på biblioteker og kulturinstitutioner over hele Norden.
Temaet for årets Skumringstime er “Helte i Norden”. Det er altid en tekst af en nordisk forfatter, der bliver læst op fra, og i år er det “Islandske konger” af Einar Már Guðmundsson. Han bliver regnet for en af Islands mest fornemme forfattere og har blandt andet modtaget Nordisk Råds litteraturpris.
Tåber i helterollen
Islandske konger er en samling fortællinger om den fiktive Knudsen-slægt, som bor i det lille fiskersamfund Tangavik. Tangavik rummer hele verden, og her mødes sorg med glæde, død med liv og frygt med mod. I byens centrum står næsten altid en Knudsen, og byen myldrer af legendariske fyldebøtter, snakkehoveder, mesterfiskere, skibsredere, lurendrejere og matematikgenier. Romanens titel kan synes paradoksal, da Island ikke har nogen konge. Men i bogen er det de mange småkonger, Einar Már Gudmundsson præsenterer, med reference til de danske konger, som jo i lang tid var islændingenes overhoved. I Islandske konger er det tåberne, der er sat i helterollen, for selv om man ikke har blåt blod i årerne, kan man godt te sig som en konge.
Det er traditionen tro Bjørn Falck-Petersen, som læser op på Næstved Bibliotek. Der bliver serveret kaffe og kage, og stearinlysene er tændt.
Arrangementet afholdes i samarbejde med Foreningen Norden. Det finder sted mandag den 12. november kl. 19.00-21.00. Pris: 50 kr. Billetter købes på www.naesbib.dk