Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Sebastian kommer til Næstved

Afholdes 10. november 2018 kl. 20:00 - 23:00

For første gang siden 2012 samler Sebastian nu et band omkring sig, for at drage på Danmarksturne. Det har været et kæmpe ønske for både spillesteder og publikum igen at kunne opleve denne side af Sebastian og nu bliver det endelig muligt. Sebastian har gennem hele karrieren været kendt for at arbejde med landets skarpeste musikere – og hans livebands gennem årene har alle været sublime og altid i stand til at finde nye vinkler på de mange fantastiske sange.

Sådan bliver det også denne gang, hvor det håndplukkede hold bl.a. tæller gamle samarbejdspartnere som bassisten Michael Friis og guitaristen Nils Henriksen. Omdrejningspunktet for band-koncerterne i efteråret 2018 bliver højdepunkter fra Sebastians enorme sangkatalog – suppleret med nye sange fra 2017-albummet ”Sange til drømmescenariet”. Sebastians længe ventede studiealbum, der ved udgivelsen gik direkte ind som nummer 1, på listen over de mest solgte i Danmark.

Modtagelsen i medierne var fornem og – Sebastian har næppe sin lige som klassisk sangskriver i Danmark, lød det i Gaffas anmeldelse.
– Evnen til at skrive sange er stadig enestående, stod der i Politiken. Berlingske skrev blandt andet at – Sebastians evne til at fremtrylle eventyrlyst og skønhed er intakt – og BT skrev om et – dybt inspireret og kreativt album.

I mere end 40 år har Sebastian været en af de mest markante og mangesidede musikere Danmark har haft at byde på. Han har solgt mere end 2 millioner plader igennem karrieren, og har givet langt over 2000 koncerter. Og som om det ikke var nok til at holde en mand kørende, så har danskerne også købt mere end 3 millioner billetter til de mange musicals, han har skrevet.

Sebastian vakte for alvor opsigt i 1971 med maxi-singlen “Lossepladsen Bløder” – og da han året efter udsendte albummet “Den Store Flugt” var gennembruddet en fuldtonet realitet, og Sebastian var med ét et af den danske musiks største og mest sælgende navne. En position han fastholdt til langt op i 80’erne. Fra Sebastians karriere som solist kan nævnes højdepunkter som “Over Havet Under Himlen” (‘73), “Måske Ku’ Vi” (‘76), “Ikke Alene Danmark” (‘78), “Stjerne Til Støv” (‘81), “80ernes Boheme” (‘83) og “Skatteøen” (fra 1986).

Albums, der ikke bare satte nye standarder for dansk musikproduktion, men som også rummer en lang række sange, selvskrevne til det ultimative danske soundtrack. De følgende år oplevede vi mest Sebastian som musical-komponist – og folk strømmede til forestillinger som “Nattergalen”, “Skatteøen”, “Ronja Røverdatter”, “Cyrano” og “Alladin”.

Efter en årrække med musicals vendte Sebastian i 2011 tilbage som sanger/sangskriver på albumscenen med “Øjeblikkets mester”, som udover at høste nogle af karrierens bedste anmeldelser også gav ham en grammy og en nominering til Nordisk råds musikpris.

Sebastian har gennem hele karrieren haft et stort publikum i alle aldre – og der kom endnu flere til, da han i 2015 medvirkede i tv-programmet Toppen af Poppen. Her kunne seerne bl.a. høre fortolkninger af Sebastians tidløse sange, fra de nye tv-venner Shaka Loveless, Stine Bramsen, Lars Lilholt og Oh Land. Sidstnævnte var også velvalgt duet-partner på ”Skjulte øjne”, det nye nummer på succesopsamlingen ”De største sange” (2015) – en god indgangsvinkel til Sebastians musikalske univers og omfattende karriere.

Tid

Dato:
10. november 2018
Tidspunkt:
20:00 - 23:00

Arrangør

Grønnegades Kaserne Kulturcenter
Telefon:
20245340
E-mail:
jonor@naestved.dk
Mere information (Åbner i nyt vindue)

Sted

Ny Ridehus
Grønnegade 10
Næstved, Næstved 4700
+ Google Maps

Alle arrangementer