Maleriet handler for Ninni Lodahl Gjessing om et kaos, der bliver til kosmos. Det vil sige, at udgangspunktet er et stort drama og en stor uorden, som langsomt – eller hurtigt – males på plads med brede penselstrøg. Det er en blanding af et figurativt og abstrakt ekspressionistisk maleri, på afstand figurativt, tæt på abstrakt. Hun arbejder med lærrederne i flere omgange, idet de først får en abstrakt bund af farveklang, hvorefter det endelige motiv sluttelig males færdigt. Motiverne er dels portrættet, dels bevægelse i form af dans og musik.

Dansemotivet virker tilsyneladende let, men i virkeligheden fortæller det historien om det afgørende i at turde være til stede i nuet. De er ofte inspireret af tangoen i Buenos Aires, som Ninni har opsøgt i flere omgange, en kultur, hvor problemerne lægges til side for en stund, mens der danses, og på den måde leves livet. Lidt fjernt fra vores tanke i Norden, hvor dansen ofte må vente til problemerne er løst, med den risiko, at der aldrig bliver danset. Jazzbillederne viser koncentrationen omkring øjeblikket og udtrykker den underfundige tanke, at noget visuelt bliver bærer af musikken, at den enkelte hører sin egen musik, når billedet betragtes, ligesom det handler om rytme og linjer. Dybest set er det dog farven, nuancen, klangen, der skaber maleriet.

Portrætterne har afsæt i den gamle ikon, men er tillige afbildninger af figurer, der står i vinden og klarer tilværelsen på trods. Ofte androgyne og tvetydige personer, skåret skævt i billedet, fortæller Ninni Lodahl Gjessing om sine værker.