- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Mød den lokale forfatter Klaus Møller
Afholdes 18. januar 2019 kl. 15:00 - 16:00
Begivenhed Navigation
Fredag den 18. januar kl. 15.00 besøger den lokale forfatter Klaus Møller Næstved Bibliotek. Her vil han fortælle om sine to romaner “Vores vej” og “Vor nordlige vej”, der begge udkom i 2018.
Klaus Møller er vokset op i en københavnsk forstad men har boet det meste af sit voksenliv i Karrebæk og Næstved, samt i en længere årrække i Grønland.
– Jeg var næsten færdig med min digtsamling “Tumit – Spor i mig af Grønland” om menneskene, naturen og stederne deroppe, da jeg fik ideen til at skrive en romantrilogi om hele den periode, jeg har levet i; fra 1950’erne til i dag, fortæller Klaus Møller.
Fiktion med selvbiografiske træk
Det er indtil videre blevet til to romaner med stærke selvbiografiske træk, “Vores vej” og “Vor nordlige vej”. Bøgerne følger parret Svend og Irene og deres børn fra København til Karrebæk og fra Karrebæk til Grønland.
Svend og Irene bliver splittede mellem to verdener og to kulturer, som de holder lige meget af, og som de forsøger at bygge bro imellem for at skabe sammenhæng og forståelse i tilværelsen. Klaus Møller er netop nu i gang med trilogiens sidste bog, hvor Svend og Irene flytter tilbage til Danmark efter mange år i Grønland.
Udover at give indblik i det grønlandske samfund, skildrer Klaus Møller livets gang i Karrebæk. Der er derfor også stof at hente for den lokalhistorisk interesserede.
Arrangementet finder sted fredag den 18. januar kl. 15.00-16.00 på Næstved Bibliotek, Lille Scene. Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding.