- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Kom til spændende foredrag på Næstved Museum
Afholdes 4. april 2019 kl. 19:00 - 21:00
Begivenhed Navigation
Torsdag d. 4. april kommer til at stå i glassets tegn, når vi skal omkring knap 200 års glashistorie. Med bl.a. dette foredrag markerer Museum Sydøstdanmark, at der i april måned er ét år til Holmegaard Værk åbner.
Skrevet af Karen Westermann
Vi omgiver os hele tiden med glas. For eksempel i hjemmet, hvor vi bruger glas til at drikke af og pynte op med, men også til opbevaring af blandt andet madvarer. De glas, vi omgiver os med, er produceret på mange forskellige måder og noget opfattes som finere end andet. Mundblæst glas er mere kostbart end maskinfremstillet glas.
Da Holmegaard startede produktionen af glas i 1825 var det udelukkende med mundblæste flasker, vinglas, karafler og vaser. Industrialiseringen i anden halvdel af 1800-tallet ramte dog også glasindustrien og stadig mere effektive teknikker kom også til at præge glasproduktionen. Således opfandt man først det prisbillige pressede glas og senere kom de første halvautomatiske maskiner, hvormed man kunne producere endnu flere og billigere glas i timen. Den helautomatiske maskine betød døden for flere danske glasværker og gjorde mange glasmagere arbejdsløse. Nu kunne maskiner producere alt glas, særligt emballageglas. Sideløbende fortsatte en beskeden produktion af mundblæst glas.
Alt efter hvilke teknikker, der er brugt, får glassene forskellig udseende og foredraget vil komme rundt om nogle af de mange forskellige teknikker, som man har brugt til at producere glas.
Foredraget finder sted torsdag d. 4. april kl. 19 på Næstved museum i Helligåndshuset, Ringstedgade 4, 4700 Næstved.
Foredraget foregår i museets nyindrettede foredragslokale midt i udstillingen på 1. sal. Vær derfor opmærksom på, at der desværre ikke er adgang med elevator eller lift.
Grundet de intime omgivelser, er der desværre også begrænset med plads. Køb derfor din billet i god tid, hvis du vil sikre dig en plads.
Pris for deltagelse: 95,00 kr. + gebyr / For medlemmer af Næstved Museumsforening 55,00 kr. + gebyr
Billetter til foredraget kan købes i vores museumsbutik i Helligåndshuset eller via Næstved Museums hjemmeside:
www.naestved-museum.dk.
Der vil være gebyr på billetter ved køb både online og i vores museumsbutik.
Næste foredrag på Næstved Museum er torsdag d. 25/4 kl 19, hvor museets kulturarvschef, Kristoffer B. Pedersen, holder et spændende foredrag om Holmegaard Mose og de fund der er gjort i mosen.