Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Klimaforedrag ved meteorolog Jesper Theilgaard

Afholdes 18. september 2019 kl. 19:00 - 21:00

Hvad betyder klimaforandringerne for os? Kan vi gøre noget nu, eller er det for sent? Disse spørgsmål belyser den kendte klimaekspert og meteorolog Jesper Theilgaard, når han besøger Næstved Bibliotek onsdag den 18. september kl. 19.00-21.00.
 

Det er gået op for de fleste, at vejret i Danmark har ændret sig. Vejret opfører sig ikke, som det gjorde engang. Talrige oversvømmelser i de senere år vidner om dette. Varsel om skybrud er nærmest blevet hverdag i sommerhalvåret. I udlandet ser vi tørke, oversvømmelser og udpining af de naturlige ressourcer i en grad, der truer dyr og mennesker på deres overlevelse.

Hvad ligger bag disse forandringer og ikke mindst, hvad er risikoen for fremtiden – for vores børn og børnebørn? Hvad sker der med vejret her i Danmark og i udlandet, og hvad kan vi selv gøre? Spørgsmålene er mange, og meteorolog Jesper Theilgaard, der først og fremmest er kendt efter mange år som vejrvært i Danmarks Radio, vil forsøge at give svar på de fleste. Jesper Theilgaard er en stor autoritet indenfor klima; han har skrevet flere bøger om emnet, og han er en efterspurgt foredragsholder.

Udviklingen bekymrer
FN’s klimapanel IPCC udgav i 2013 sin 5. rapport med den hidtil stærkeste samling indicier på, at en klimaændring er i gang, og at menneskets afbrænding af fossile brændsler som kul, olie og gas er den direkte årsag. CO2-indholdet i atmosfæren har ikke været højere, end det er nu, de seneste 400.000 år, og det bør give anledning til bekymring. Næste hovedrapport fra FN forventes i 2022, og selv om verden i 2015 med Paris-aftalen samlede sig i kampen mod de risici, som den globale opvarmning giver, ser fremtiden ikke lys ud. Der er brug for mere handling, og det haster.

Næstved Bibliotek og Borgerservice har særligt fokus på FN’s 17 verdensmål, og arrangementet er en del af det fokus. Det arrangeres i samarbejde med Grøn Omstilling, Næstved.

Foredraget finder sted onsdag den 18. september kl. 19.00-21.00 på Næstved Bibliotek. Det er gratis at deltage – billetter skal bestilles på www.naesbib.dk.

Tid

Dato:
18. september 2019
Tidspunkt:
19:00 - 21:00

Sted

Næstved Bibliotek og Borgerservice
Kvægtorvet 4-6
Næstved, 4700
+ Google Maps

Alle arrangementer