- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Jacob Dinesen spiller igen i Næstved
Afholdes 29. marts 2019 kl. 08:00 - 17:00
Begivenhed Navigation
Hans fans har ventet længe på dette øjeblik; den musikalske komet Jacob Dinesen spiller igen. Og endnu en gang er Næstved på kortet over heldige byer, der får et drys Dinesen i 2019.
Den unge musiker tog de danske musikelskere med storm i 2017. På rekordtid voksede han ud af ingen ting, og erobrede de danske spillesteder med over 100 udsolgte koncerter, heriblandt på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
For ud over en forårskoncert i Ny Ridehus, stod han også øverst på plakaten, da Sydsjællands største kulturcenter havde Open Air samme sommer. Siden da har turnélivet kun stået på to stort anlagte stadionkoncerter for den 22 årige musiker.
Men i foråret 2019 er ventetiden ovre for hans tro fanskare, da Jacob og hans band igen er at finde ude på spillestederne. Her får det hungrende publikum endnu engang mulighed for at opleve den karismatiske sanger live.
Den 29. marts 2019 vender Dinesen tilbage til Ny Ridehus – et af de første steder han og bandet optrådte. “Vi havde jo booket ham dengang, fordi han havde en helt unik stemme og melodier. Men kun de færreste havde regnet med, at det ville eksplodere på den måde, som det gjorde” fortæller kulturcentrets leder John Nørbjerg, og slutter med et smil -“der var jo totalt udsolgt”.
Så derfor er Dinesens 3. koncert i Næstved også en stående koncert, hvilket tilbyder de koncerthungrende fans endnu flere pladser. Så kan endnu flere nyde alle de velkendte ny-klassikere fra succespladen Brace Against the Storm, og derudover får publikum lov til at høre de nye sange fra hans kommende album.
Billetsalget starter på torsdag den 14. juni kl. 8.00 her. Resterende billetter sælges fra billetkontoret på Grønnegades Kaserne Kulturcenter fra kl. 10.00.