- Denne begivenhed er allerede afholdt.
GirlTalk – din teenagedatter er ikke skør
Afholdes 28. februar 2019 kl. 19:00 - 20:30
Begivenhed Navigation
Torsdag den 28. februar kl. 19.00-20.30 indbydes der til “forældreaften” på Næstved Bibliotek, hvor teenageforældrene får mulighed for at lytte til og tale med psykolog og direktør Anna Bjerre, som er ophavskvinden til GirlTalk.dk.
Unge kvinder i Danmark er pressede som aldrig før. Og ifølge tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017 har hver tredje unge kvinde mellem 16 og 24 år et dårligt mentalt helbred. Det er en stigning på mere end 50 procent siden 2010. Hos GirlTalk.dk, som er en non-profit organisation for udsatte unge piger, oplever de frivillige medarbejdere desværre en tydelig stigning i samtaler, chatrådgivning og henvendelser til den anonyme SMS-rådgivningstjeneste.
Via et tæt samarbejde mellem GirlTalk.dk, Næstved Bibliotek, Fladsåskolen, Vor Frue Skole, ZBC og Spar Nord Næstved sættes fokus på, at piger skal lære at sige “pyt” – og at de voksne skal sige til sig selv, at deres teenagedatter ikke er skør – hun er bare ved at blive voksen. Denne aften på Næstved Bibliotek indbyder Spar Nord Fonden til en slags “forældreaften”, hvor teenageforældrene får mulighed for at lytte til og tale med Anna Bjerre fra GirlTalk.dk.
Vejen til voksenlivet kan være ret overvældende
– Det er en udfordring af være forældre til en teenager – og det er krævende at være teenagepige. Vejen til voksenlivet kan være ret overvældende, fortæller Anna Bjerre, der er psykolog, direktør i GirlTalk.dk og i sin tid ophavskvinde til organisationen.
Anna Bjerre fortæller også om bogen Det du ikke ved om din teenager, som er blevet til i samarbejde mellem Spar Nord Fonden og GirlTalk.dk. I bogen medvirker en lang række kendte danskere, som alle er GirlTalk.dk-ambassadører. Og de deler generøst ud af deres egne oplevelser og holdninger. Bogen vil blive delt gratis ud til forældrearrangementet på biblioteket – så længe lager haves.
– Vi har plads til 160 deltagere. Og vi håber selvfølgelig at få udsolgt, så rigtig mange forældre får mulighed for at stifte bekendtskab med GirlTalk.dk, slutter Lars Månsson, Eva Schelke og Helle Sigaard fra Næstved Bibliotek.
GirlTalk.dk er en non-profit organisation, der arbejder for at hjælpe piger og unge kvinder mellem 12 og 24 år. Gennem gratis og anonym chat- og SMS-rådgivning, samtalegrupper samt psykologsamtaler og foredrag hjælper og støtter de unge piger i alle de udfordringer og valg, der følger med i et ungt liv. GirlTalk.dk har ca. 150 frivillige, hvoraf 125 er rådgivere.
Det koster 25 kr., som ubeskåret går til GirlTalk.dk. Billetter kan købes på www.naesbib.dk